http://blog.myspace.com/missleemeeja på http://www.myspace.com/missleemeeja

No time for delay, gotta write every hour my child is out in kindergarten to finish my thesis, a rapport, 90 pages.

 

Nå nu man har lovet at holde børnefødselsdag, hvor ungerne er i den energiske alder og kræver mere plads, end der kan udfoldes og brændes af over 4 timers fødselsdagsfest, må man ty til de oaser, som Storbylivet har at byde på. Weekendens vejr skiftede, som vinden blæser og mens der stod lårtykke stråler af regn over midtsjælland, var vi forskånet med småbyger og større byger lige i det tidsrum, hvor festen skulle tage sin begyndelse. Jeg brugte en del research på at finde alternativer, når regnen lurer bag skyerne og man ikke lige har mulighed for at leje festlokale og helst vil lege udendørs. Hvis man har mange penge, kan man jo punge ud på legeland i fx indkøbscentre, men det er ikke nær så charmerende, privat og hyggeligt, som når man pakker sammen til picknik.

 

Der var to andre alternativer: sildemarkedet på Carls Bastion, på Refshalevej, picnic og elektronisk musik på www. storbypicnic.dk men heller ikke en garanti mod silende regn, naturlegepladser, men her er der ikke overdækket. Min gamle ven, der er tidligere naturvejleder var os dog behjælpelig med egnet sted lige ved en stor legeplads, med svævebane, kæmpe rutsjerør, klatrenet, drejeskive, volde m.m. ude ved Kastrupfortet.

 

 

Fejre at E bliver 3 år og iøvrigt skal starte børnehave snart.

 

 

10 børn og 14 voksne, iklædt tøj til udendørs ophold i regn og sol, fælleskørsel i 6 biler. Alle bedt om at medbringe egen tæppe til at sidde på (eller slynge om sig, når det faktisk er fugtigt i regnvejr)

 

Udpakning af gaver i gårdhaven, der ikke er egnet til den store udflugt

 

2 chokolade-banan lagkager

(15 bananer til to sæt tykke lagkagebunde. Dertil dekoreret med chokolade-sprøjt af 70% cacao og piskefløde, der smeltes ud i vandbad, og køles ned til piskning til brun flødeskum næste dag)

 

1 hindbær-makron lagkage

(som veninden laver)

 

Durumhvedeboller m smør og Tolstrup Blue smøreost

(samme veninder laver også lige et sæt boller)

 

Rosinbolle-troldemand m lakridssnørebåndshår og slikpynt sat fast med chokoladeglasur

 

Kanelsnegle

Fastelavnsboller med chokolade

(her får man brugt resterne af kagecreme iblandet flødeskum samt den resterende chokoladeglasur))

 

slikposer til efter spisning

lakrids -og jordbær snørebånd til præmieuddeling

 

kaffekander

(3 forskellige familiemedlemmer medbringer)

tekande

(en veninde medbringer)

3 kander med varm kakao

(mor har skoldet kander og hældt skoldhed cacao op før afgang)

Pisket flødeskum

(madkasse kan anbefales)

 

engangsbestik og service

våde engangsvaskeklude

fødselsdagsservietter

 

To duge til to borde

plastikflag der stikkes ind i læskuret

balloner med tilhørende håndpumpe

 

Legepladsen bag Kastrup fort (bag restaurant) ved Amager Strand, når vejret ikke byder til bade/soppevejr).

Lægge pressening på legetårn, så ungerne har et tørt læ når regnen rusker

 

Læskur med to x bænke-borde sæt. Her er plads til alle kan sidde tæt i læ med mudderet svømmende i en sø omkring det overdækkede fødselsdagsbord

 

Spise snørebåndslakrids i 3 børnegrupper overfor hinanden (de små spiser halv længde af, hvad de store børn kan kringle om tungen op i mund)

Trække tov med ligelig fordeling af børn evt suppleret med raske voksne, der ellers nødigt vil ud i regnen. (Det er noget, der er sjovt og alle aldre kan være med til)

Hoppe i papirs skraldesække op og ned af bakke (Her anbefales dog plastsække når det regner hårdt, da papirssække hurtigt opblødes af småregn og slid på grus)

 

En fodbold kan både store som små lege længe med

kongespil kan også være en fornøjelig aktivitet

soppe og lege i sandet og gemme ting til børnene

kroketspil

boucle for 2 hold af fire mand

sætte drage op

lave ballondans bundet til benet mens man slår takten med noget hvis man ikke har musik med

 

Og havde vejret været til det, havde vi nok også haft rigelig fornøjelse med at plaske med vand og lave sandslotte.

 

Uanset hvad vejret så var i går, så var det en rigtig dejlig dag for E, hvor han fik leget med så mange børn men også fik lavet nogle sjove udfordrende ting, hvor man var med på samme vilkår, som de  "store" børns' (læs, tovtrækkeri). Og når der er så mange aktivitetsmuligheder at lave på tværs af aldersklasse, går tiden ikke med tuderi og slåskampe om det nye legetøj, der jo ofte foræres i gave. Faktisk skulle jeg minde E om, at der stadig lå uåbnede pakker mens han tonsede rundt på legepladsen og legede tagfat med sine venner, som han siger, at han elsker "allersammen" !

 

Kanonfødselsdag inviterede vi til og trods mors bekymringer, så fik E det i rige mål.

 

 

 

 

Aijj, så må jeg nok også hellere lægge link ind til sidste køb, jeg er mægtig begejstret for og varmt kan anbefale. Fik dem desværre ikke at se live, øv. Men here goes lidt alternativ rock:

 

Istedet for at lave lange lister af musik jeg lige dyrker for tiden (eller genopdager) så kommer linket her til

 

Madonna's "The power of goodbye" fra det forrige århundredes bedste albumoplevelse i min hukommelse...

Hvis du vil se videoen og høre med, skal du have Quicktime installeret, ellers hent her http://www.apple.com/quicktime/download/win.html

 

 

Jeg gruer og prøver at lade være med at frygte det værste, men at have tillid til, at det bedste sker for mig og dermed også lille E, der snart fylder tre år og derfor skal i børnehave.

 

Jeg får forhåbentligt kontakt til den ansvarlige på pladsanvisningen om, hvorvidt E kan få den plads, jeg særligt har måtte søge, da insitituionen har en forhøjet normering af personalet til børnene på institutionen. Der er nogle områder, hvor E klart vil gavne af, at det især er en fast tilknyttet voksen, som han kan gøre brug af, når han skal starte i børnehaven. Udadtil virker han super, velfungerende, lærevillig, udforskende og er god til at bruge de voksne, der er omkring ham. Men da han har oplevet så mange skift med mig, som enemor, hvor jeg har måtte finde aflastning og gøre brug af andre, som kan have E i ny og næ, er der mange forskellige voksne han har skullet forholde sig til. Ikke bare hans far han ser en gang om ugen til en overnatning, men også andre, der har trådt til i overgangsperioder og hjulpet til under moderens sygeperioder og indtil det blev bevilliget med aflastningsfamilie hver anden weekend så jeg kunne blive rask og få specialet i hus. Så samtidig med E er meget fri og frejdig, har han også brug for at blive mødt i hans behov for at være lille, usikker, få sat ord på de mange ting han faktisk skal holde styr på i sit snart tre-årige hovede. Og følserne kan godt reagere ud på, at være i omskiftelige rammer, selvom han altid og fast er det meste af hans liv hos sin mor. Og dertil har han skullet forholde sig til fars nye kæreste, som har fået baby, som gør ham til storebror, mors kæresteliv og de børn, der hører til i denne sammenhæng. Altsammen klarer han så fint og bedre end man kan forvente af så lille en dreng, der er så "voksen" i sin forståelse, men ikke altid hænger det sammen med hans følelser og medfølgende forvirring. Børn har nu bedst af et sted at være, med voksne stabile og forudsigelige omgangsformer. At mor har haft depression og har gjort alt for at undgå at skulle hospitaliseres, er ikke noget man kan forvente, at børn lige kan omstille sig til uden at reagere i andre sammenhænge. Jeg er glad for at konstatere at E ikke længere bider og sparker og lign. nu, hvor han har udviklet sprog nok til at kunne sige til og fra, når andre børn fx vil have hans ting, som han hænger meget fast i -og viljestærk og stædig er han. Så på det følelsesmæssige plan, hvor han skal integrere en masse mennesker, soveritualer, hverdagsvaner og regler, vil det bare være så godt om der er nogle faste voksne, som han kan regne med i den nye store børnehave, hvor alting er størrere og meget nyt. Vuggestuen har på alle måder været hans faste og forudsigelige hverdagsbase men her rækker det ikke længere at være, da alle børnene er nye og meget små i sammenligning med E's krav om modspil og medspil af især ældre børn. Jeg beder til at han får den udvalgte plads og ikke bliver tilbudt endnu en stressende institution med mange forskellige (tilfældigt nogle gange) voksne til at følge ham og hjælpe ham med at få gode overgange fra en kontekst til en anden. Pladsanvisningen har dertil ikke rykket så frygtelig hurtigt, da sagen åbenbart har ligget for længe på et skrivebord, således at afgørelsen først kan træffes efter ferieperioden er ovre og teamet er tilbage i pladsanvisningens beslutningsprocedurer.....øv.

 

Dertil er det endelig lykkedes mig efter flere ugers forgæves forsøg på at få en plads min nye (igen igen) sagsbehandler på jobcentret, som jeg nu hører under som revalideringsmodtager under uddannelse. Pga sygdom m.m. skal det imorges tages op i en samtale jeg har bedt om, hvorvidt er der mulighed for forlængelse af revalideringen så jeg kan skrive speicialet færdigt indenfor disse økonomiske rammer. Og det er i denne sammenhæng det springende punkt, at få afgjort (hvis det sker i morgen, altså) hvorlænge jeg i så fald har ro til at få det færdiggjort. Tanken om at skulle droppe det til fordel for at finde et job, der skaffer hyren hjem til månedsudgifterne er ikke til at klare. Det er så vigtigt at følge den tråd, jeg har gang i i mit skriveri og bruge de få timer jeg faktisk har til at skrive koncentreret, som eneforsørger. Skulle jeg dertil begynde at tænke på hvor jeg skal søge job eller om jeg skal ud og låne penge, er faktisk uoverskueligt. Det har taget mig en rum tid at finde tilbage i en rytme, hvor jeg overhovedet kan tænke som specialestuderende igen efter en lang sygepause fra studiet. Og jeg fungerer stadig ikke optimalt, og hvad jeg kunne før som studerende kan jeg ikke længere udleve, nu hvor jeg også skal indpasse skriveriet i de dagtimer E er i institution og derudover presse nogle sene aften og/eller nattetimer ind, som igen gør mig vældig udmattet næste dag, hvor jeg også skal være klar og nærværende til E's meget store krav til mig som mor. Vi bruger megen tid på at få defineret, hvem der bestemmer og det kræver en stærk psyke til tider, hvilket er netop den ressource jeg stadig er ved at genopbygge. Men det går sgu fremad og idag kan jeg tænke en tanke i hovedet, beholde den, arbejde videre med den, huske referencer til tekster læst andetsted og sætte dem i forbindelse med nogle af de mange problemstillinger der figurerer i hovedet og kræver at blive løst. Jeg føler endeligt at jeg er det sted, hvor jeg kan begynde af producere tekster, som skal til vejleders gennemsyn og ende i bunken af stabler, der skal blive til kapitler, der skal blive til min afsluttende afhandling. Gisp.

 

Jeg må tænke gode tanker og bede de gode engle, sende noget englestøv ned til kommunen og deres ansatte. I sidste ende, er det jo deres subjektive vurdering og anbefalinger/bevilliginger, som jeg er afhængig af. Og jeg glæder mig til at komme ud på den anden side og ikke længere være systemet til ansvar om hvad jeg gør, hvorlænge, hvorfor osv og skulle berette dem og dette og hint, der kan have indflydelse på min samlede økonomi. Har virkelig måtte sluge nogle kameler ved at modtage og i det hele taget accpetere, at det var en god ting at blive tilbudt revalidering til færdiggørelsen af mit studie. Her har jeg også måtte sande, at mit handicap gør, at jeg ikke formår det samme som andre normalt gående mennesker, ved at jeg fx har brug for ekstra hvile til at "restituere" kroppens ekstra overbelastning. En depression oveni hatten og samtaler hos psykolog er også et område, der tærer utroligt meget på ressourcerne men som forhåbenligt hjælper mig til at komme videre og tilbage på en mere optimalt "hovedvej". Jeg har nok haft de kriser, man kan helst vil undgå ifm graviditet og efterfødsel og ift forældreskab, forsørgelse, boligproblemer osv.

 

Men det er altså ikke det, som jeg har valgt at fylde denne blog ud med. Netop for at kunne fokusere mere på det som fungerer for mig og som skal være fokus, når tankerne og følelserne kan tynge en helt ned. Jeg mener jeg har gjort alt det klassiske konstruktive man skal gøre, som enlig forsørger, der forsøger at blive helt rask og blive færdig med et langt forløb på universitetet. Og når kandidattitlen er i hus, håber jeg at mine problemer omhandler, de normale problemstillinger: hvor skal man gøre sine hoser grønne og hvor langt væk er man fra at få et -om end ikke drømmejob, så et job, der giver en overskud og økonomi til at klare hverdagens mange andre opgaver.

 

Må den gode kommunale gudfe være med mig og lille E.

 

PS Her gider jeg nok ikke være ansat i særlig lang tid (socialt boligbyggeri fundet i københavns kommune)

Mor sidder og skriver på specialet sen aften. Nu er det nok for i dag, tænker jeg og i nattens mulm og mørke lister jeg mig ud og tænder ikke baggårdens lys. Det pusler og rasler i baghavens hjørne og mit hjerte stiger op i halsen mens jeg tip-tåer afsted. "Yes" tænker jeg glad. Han er der stadig. Det lille pjok, pølle, vi udsatte i gården for snart en måned siden. Mor har lavet ly af afskårne grene, der hviler op ad kompostbunken. Længe har jeg ikke set spor efter ham. I starten, da det var varmest satte jeg vand ud til ham (hende?) for pindsvin må IKKE drikke mælk, har jeg læst mig til på naturentusiasters hjemmesider. Og faktisk har jeg kun set ham dagen efter han blev sat uden og sønnikke har ikke set ham endnu, men hørt mor tale om en gris med stikkende pigge på. Og han tror på den er der. Et par uger senere spottede jeg noget, der umiskendelig lignede lorte, men så store lorte lave duerne vist ikke. Og endelig her i nat kan jeg skimte noget, men høresanser opfanger hans lokalitet. En nabo kommer hjem og tænder lyset på 3. sal. Og der kommer lige akkurat lys nok frem til baghjørnets træ til at jeg kan spotte hans omrids. Pølle pindsvin er der stadig! Jeg har hørt puslen og raslen før, men ikke så distinkt. Nu ligger han der, og vugger blidt på tagryggen af et skærmende regnplade, blandt raslende blade og tørre kviste og putter sig.

 

Jeg hælder regnvand op til hans drikkekar. Og så lister mor tilbage efter lige at have strejfet hans ryg med et vissent blad, for lige at markere at jeg har set ham men ikke vil flytte ham rundt mere.

 

10 sekunder efter jeg er tilbage det oplyste hjem, hører jeg det andet pjok;

 

Sønnikke mumler i søvne og vræler sart "jeg GIDER ikke", hvilket er meget sigende for det stadie han er på lige for tiden.

 

foto fundet hos: http://www.nathimus.ku.dk/geomus/index.htm

Kontrasten er stor mellem Letland og Danmark. Efter at have set en hel del charmerende og/men gamle træhuse (og mange trængte til en kærlig restaurering) i Letland, var det en indre glæde over at se de danske velholdte boliger i goe gamle Kjøbenhavn. Men også i lille Danmark har vi triste og nærmest sovietagtige betonblokke.

 

Jeg fandt et kønt view fra Liepaja, gamle by og et grimt fra et socialt (nyere) boligbyggeri i København.

 

Okay jeg vil godt til Paris og se Madonna's confession tour. Fordi jeg har aldrig hørt hende live og jeg har aldrig været i Paris. Det var dog en længere tour de force, at besvare 10 simple spørgsmål fra http://www.hm.com/ som kræver man kender sin Madonna. Men så fik jeg browset igennem en masse foto-tags og screening nogle videoshots og nu sidst mixet et lille kassettebånd (virtuelt) og sendt til webmaster på: www.izkra.dk .

 

Modtageren modtager så mine udvalgte smagsprøver på mine udvalgte Madonnas bedste. Sjov afledningsmanøvre fra studierne, der fik gamle festminder, ungdomstiden og minder frem om fx dengang jeg begejstredes over sidste årtis absolutte bedste album: Ray of light. Men er du til Madonna, er der nok at gå på fangst efter, og har du et par Madonna shots liggende gemt i dit fanalbum, opfordres du til at indsende dem til århundredets største samling af alt relateret Madonna matiale på http://www.madonna.com/taggingproject.html  Her ligger tags, samlet efter år og forskellige kategorier, fx boxen der hedder "x-static", andre "Gaultier" osv.

 

Så fik jeg også prøvet, hvordan det er er at være dedikeret fan, hvor man søger alt om en person. Og der er flere timers underholdning for øjne og ører. Og klart var det nødvendigt for mig at researche på Madonnas officielle hjemmeside for at kunne besvare 10 spørgsmål, hvoraf man har 3 svarmuligheder. Jeg tror nutidens fan af M kender mange af svarene udenad. Jeg er jo heller ikke 17 år mere....

 

 

Jeg har lige besvaret en mail fra G fra seychellerne. Han er nu hjemvendt fra sit ophold i Skandinavien og inviterer mig  og min dreng (igen) til at komme med rundt på hval-monitorering i Madagascar området og Seychellerne. Måske er havet lidt iltert på denne tid af året, men det er stadig en inviation. Jo det kunne da være skønt. Hvem vil ikke ned til så smukke og skønne natursteder og lige holde øje med en hval eller tre.... Jeg besvarede så godt jeg kunne uden at støde ham og uden at udelukke et venskab med en mand jeg møder til et jazzfestival event ude i byen et par dage siden. Det er nu ikke at tage fejl af, at det er et venskab af den sjældne, jeg søger. Da vi mødtes faldt vi lynhurtit i snak, selvom det nu var musikken jeg var kommet for. Og selv da hans veninde stødte til selskabet, fortsatte vi meget engageret i vores udvekslinger om især nationaliteter, konfliktzoner vi læser om dagligt og som nu synes at ekskalere omkring Libanon og kom naturligvis henover det faktum at han havde været soldat flere steder i verdenen og jeg følte min viden hurtigt var indskrænket til den litteratur jeg beskriver flygtningefamiliers kaotiske oplevelser udfra. Men det var ikke på en uligevægtig måde, blot var der så meget at tale om, at det var nødvendigt at en tog initiativ til at invitere til videre dialog da jeg måtte forlade stedet for at putte E. Og havde han ikke inviteret havde jeg nok ikke gjort noget videre, da jeg synes jeg har så meget at se til herhjemme og han bor altså 7000 kroners flyrejse væk. Men nu har vi taget tråden op igen via mail og jeg er spændt på at se, hvad vores nye kontakt kan udvikles til.

 

Det har da strejfet mig, og måske også kæresten, hvad han forventer (han er ældre end jeg, jo) af mig, ved at invitere mig til paradisøerne. Og kæresten har da også ret i, at det sjældent at fyrene bliver inviteret ud eller hen til steder af damerne. Men jeg vælger at tro på min intuition om, at jeg har mødt et individ at det modsatte køn, som ikke blot inviterer mig fordi jeg er det modsatte køn af ham, men fordi han, såvel som jeg, har nydt hinandens konversation og måde at forholde os til verden på. Og jeg har gjort mit til at tydeliggøre at jeg er ikke er single og allerede har ferieplaner for også næste sommer. Når det er sagt, tillader jeg mig at nyde at ens drøm er realiserbar. At blive inviteret ned til et skønt øhav og kunne sejle rundt mellem øerne og ikke bekymre mig om hvordan og hvor dyrt det er at bo specifik på seychellerne, der er ret kosteligt for turister. Men altså også at blive inviteret ned til et menneske, der er socialt meget udadvendt, har prøvet meget og selv har fået sine børn og er ret god til at se mennesket bag den facade vi vel alle bærer rundt på, på en cafe på blågårds plads.

 

Jeg tror det gik op for mig, at den form for kontakt jeg synes er så fin imellem os, er noget jeg har savnet længe og som jeg via forskellig former for udvikling har søgt. Nemlig et fint sjæleligt nærvær, som man møder hos kun få mennesker, der krydser ens vej, og det er altså ikke af den slags, som vi kan elske at genfinde når vi møder den dejlige kæreste. Der er andre vi møder på vores vej. Nogle kalder det vel sjælevenner. På forskellig vis har jeg opsøgt arbejdet med at være centreret i hjertet og lade hjerte råde i mødet med det ukendte og når vores hjerne kan så tvivl om skal vi gøre dette eller hint og -hvad får vi ud af det. Jeg har også i forskellige anledninger tilbudt healing til folk, der har kvaler med som regel kærlighedslivet eller sager, der indvirker på relationerne i deres liv. Det er en side, som jeg ikke nødvendigvis taler højt om, for det er ikke alle, der formår at møde det på en respekfuld måde. Og uden at G og jeg talte om sjæl, chakra, skæbne, tro, energier eller "slangudtryk", så var den fornemmelse der imellem os. Og det har jeg savnet. Den har jeg oplevet i meditationer med og uden andre. Men sjældent så spontant og over så kort tid. Og jeg er i skrivende stund glad over, at jeg ikke har mistet begejstringen herover eller evnen til denne længsel indeni mig, selvom jeg kan være fyldt med akademisk prægning og læring. Jeg har altid søgt at forene begge sider. De som kender mig privat kender også til den og ved at den har stor betydning for mig, det spirituelle. Andre genkender den fra sammenhænge, hvor jeg netop har været en af drivkræfterne bag at opdyrke og undersøge og formidle, hvordan er det nu at det spritueller -ikke virker, men er en vigtig ingrediens for mange mennesker og hvordan kan den give mening i en verden fyldt med krav om rationalitet, viden og kompetencer baseret på et sikkert grundlag. Og denne side, som ikke altid virker åbenlys for fremmede der møder min personlighed, kan blive overrumplet over min (selv)sikre bestyrkede tro på det alternative eller uforklarlige.

 

Jeg husker engang jeg indgik i en højtrøstet diskussion med en ateist, der nægtede at tro, at sådan en som jeg -af alle, kunne have den slags tro, som han mest af alt tog afstand fra og samtidig finde mig så belevende og intelligent at være i selskab med. Vi var begge gæster hos en vært, som netop besad samme søgen og tro på de sprituelle som jeg. Og ham jeg ufrivilligt skulle overbevise om min tro på fx gud, var i forhold til en kæreste, som også bar samme opfattelse som værten og jeg. Og før jeg vidste af det, blev det nærmest min opgave at forsvare de holdninger og trosmeninger, som værten, jeg og fyrens kæreste besad og som han var så langt fra i sin forståelse af men samtidig på en umærkelig måde længtes efter at få svar på. Og midt i seancen tordnede en røst igennem mig og ud i lokalet, som fangede de omkringsiddende gæsters opmærksomhed. En røst med så megen indre ro og art intelligens i måden svarene promtede ud af munden på mig på, at der blev stille omkring os. Hvergang fyren aggresivt fyrede løs med sine vantro om dette og hint og ville have besked om hvordan jeg kunne tro, svarede denne røst megen præcist, urokkeligt og håndfast som var det en højere instans end jeg på hans spørgsmål. Essensen i disse svar handlede egentlig banalt om, hvorfor fyren søgte og stillede spørgsmål, men ikke ville erkende at hans søgte svar og samtidig ikke ville høre, netop samme svar han søgte. Værten og jeg var indbyrdes så fint "tunet" ind på hinanden, at jeg følte mig forsikret om at jeg ikke var årsag til at festen blev "ødelagt" men nærmere at det var det tidspunkt i fyrens liv, hvor det var krævet, at han fik lov at "udrase" sine frustrationer om tro og underliggende hans store afstand til sin kærestes trosliv. Og alle tog det så fint og nærmest naturligt. Trods utallige attack og frustrerende udråb fra fyrens side, formåede jeg at sidde stille og roligt (også mens røsten talte, *S*) og ikke lade mig slå ud eller vælge at forlade lokalet. Da han endeligt indså umuligheden i hans approach til emnet, først mig og dernæst en røst fra mig, valgte han at forlade lokalet med mest mulig ære i behold. Det blev anledningen til en mere forsonende dialog og forståelse mellem ham og hans kæresten. Og vi blev også "gode venner" igen.

 

En ret svær historie at beskrive og gengive uden at få folk til at rynke på  næsen eller ryste på hovedet. Jeg har en del i bagagen. Men sagen var faktisk, at det forløb uden yderligere uro og nervøsitet blandt de udenforstående gæster. Der var en tilstedeværelse i rummet af høj ro og intelligens, som jeg sjældent har været "medie" til. Og denne opgave eller evne, kan også godt skræmme mig. Idag vælger jeg at lade den komme frem i opståede situationer, hvor folk selv tager imod hjælp eller inputs fra mig, hor jeg bruger denne side, ved selv at være et  redskab, medie eller mediator for en viden, jeg mener ligger langt udenfor mine normale egen rækkeevne. Jeg tror en del mennesker af min slags, nok er blevet prædikeret med psykiatriske diagnoser, blevet brændt for mindre eller har gået rundt i stille ensomhed, idet det er sjældent man med naturlighed og imødkommethed kan rende rundt og få folk til at blive usikre på, om jeg nu har adgang til en viden de ikke engang selv har adgang til -eller viden om. Derfor er det nok ret godt at have en akademisk uddannelse i ryggen, så jeg ikke bare bliver endnu en, der gør sit virke og så besvarer folks vantro med, at " det virker skam". Vi er modtagelige for så meget og jeg er kommet frem til, at vores hjerne, psyke og indbildningsevne kan forpurre og forstyrre meget på vejen.

 

Men jeg kan det sige så meget, at jeg blev enormt begejstret for at genfinde nogle af de overbevisninger jeg har om livet, menneskets mulige skaberevner, globale forandringer, forholds-problemer, i bogen af N.D.Walsh i trilogien "guddommelige samtaler med gud 1,2,3" Så har jeg ikke afgrænset eller begrænset mig for meget i folks kategorisering af hvad pokker det er jeg nu tror på.

 

Men når jeg så møder et menneske, som kan gøre en i tvivl om, motivationen bag fx en simpel invitation til S-øerne, så bliver jeg for det første; slet ikke overrasket, dernæst rørt over at gamle drømme er mulige ud af det blå, kritisk for at sikre mig at jeg ikke er blåøjet (har brune øjne) og dernæst rolig, når jeg husker, hvad det er jeg tror på og hvordan det nu er, at jeg kan stole på min intuition og følelse i hjertet. Jeg ved at jeg har de rette intentioner med at forfølge venskabet og flere af slagsen, og håber også at det nu står klart for G i min sidste mail.

 

På en måde er det en masse forklaringer på noget meget enkelt. Jeg finder nogle smukke sten på en strand på det græske øhav og dem jeg føler noget særligt for, tager jeg med hjem og værdsætter bare ved at kunne kigge på dem og tage dem i hænderne. Et andet sted i et buddistisk tempel i sydkorea beslutter jeg spontant at købe en ydmyg rosenkrans/bedekæde til armen og bærer den om håndleddet og til tider lægger jeg den ned i skrinet. Det gjorde jeg også som barn. Slæbte sten i hober med hjem, ligsom jeg i perioder har fundet trang til mht venskaber. Og smukke ting beholder jeg stadig som voksen, som da jeg var barn.

 

Nogle ting gemmer man på -også som voksen.

 

 

Når man ikke lige daser i solen, skriver på pc'en for nedrullede gardiner eller læser i en bog om vores sociale konstruktioner og måder vi kategoriserer hinanden som essens snarere end kategorier er det underholdende at læse om de "virkelige" problemer, der får folk op af skoen. Som jeg forstår af en hurtig gennemlæsning, har  http://blog.gullach.dk/ været foregangskvinde for at bruge betegnelsen tøseblog (bl.a.) og her refereres videre til en ongoing debat blandt bloggere om tøsebloggeri. Det omhandles som fænomen(er) og hvordan man skal definere dem, hvorfor man ikke skal skære alle kvindelige bloggere over en kam, og hvorledes nogle kvinders blogs ikke nødvendigvis skal tillægges de kategoriseringer, som bl.a. det modsatte køn er hurtige til at skyde dem i skoen kan du selv følge på den den lange tråd på 186 kommentarer i skrivende stund på:  http://www.slagtenhelligko.dk/?p=2730#comments. Et ellers umiddelbart muligt, logistisk set, tiltag om dinner for kvindebloggere, der nu er gået hen og blevet en sprolig diskurs med meget emotionelle indlæg blandt de mange kommentarer og links knyttet til hinanden (og middagen er vist røget i vasken?). Jeg har opgivet at gå ind i denne debat og egentlig finde mit eget ståsted konkret hertil og behøver måske heller ikke føle mig provokeret eller engageret nok til at lægge en masse forsvarstaler ind for, hvorfor man blogger og skulle relateres sig, hvorvidt det er af almen interesse at følge, som udeforstående, som mand, som dansk blogger, som udlænding, ja såmænd for kommende generationers forståelse af, hvorfor vi blogger og gør det så andre kan læse det.

 

Men det har til gengæld fået mig til at reflektere nærmere over (og også motiveret af mit eget special-problematiserings-vanskeligheder) hvordan vi konstant ligger i et spændingsfelt mellem at skabe vores indentitet for at etablere særegne positioner (se, jeg er bedre, mere spændende, mere unik, mere prøvet osv) over til at psykologisk set af finde nogle fællesskaber vi kan identificere os med for at bekræfte og få bekræftet (?), at man ikke er helt ved siden af (åh, det kender jeg godt, hun beskriver lige det jeg selv tumler med, tænk at hun tør eksponere sin ærlighed om dette og hint -endda om bedste veninde, og ja vi er i "samme båd") politisk, moralsk, pædagogisk, hverdagsagtigt osv. Men håndsudrækningen til andre foregår i et online fælleskab, hvor man bare kan træde ind og ud af fælles associationerne, som det passer én og når man iøvrigt finder tid og engangement til det.

 

Når det er sagt, synes jeg det er ærgeligt at se, at når individer, der måske statistisk set hyppiger er af kvindekøn formidler noget på deres blogs, bliver hurtigt bliver gjort til genstand for, at andre føler sig nødsaget til at tage afstand fra det/dem (sådan er jeg ikke, se selv selv hvad jeg sagde -kvinder er navlepillere, åh så hold dog kæ.., osv.osv.). Og jeg tror såmænd, at selv blandt mande-kønnet er der et utal af variationer over hvad de skriver om hvorfor, nogle er måske mere eksponeret end andre. Hvorfor skulle det ikke være gældende for bloggere, der tilfældigvis er kvinder.

 

Men dertil kan det da sagtens være, se bare hvad der sker i vores parhold, når vi kommunikerer eller strides. Så er kvinder og mænd optaget af forskellige områder og sfærer i vores privatliv og arbejdsliv og det der ligger imellem. Og skulle man lave en antropologisk/sociologisk undersøgelse af hvad der blogges om udfra køn, er der måske sammenhæng mellem måderne kvinder skriver på og måderne mændende skriver på. Og hvad så. Vi betragter måske familie og intimsfæren mere nærgående, fordi vi som kvinder stadig opfatter og påtager os disse områder som vigtig og nærliggende for os, idet vi i samfundet ikke i samme grad, som mænd, bruger arbejdslivets kompetenceudvikling og status, som markører for, hvem vi er som mennesker. Og skulle det vise, groft opstillet, at kvinder kærer sig om familie og hjemmets indretning, kæreste og følelsesliv, ja så er det vel ikke mere uartigt, end at kunne konstatere at mænd kærer sig mere om FCK klubbens potentielle op -og ned ture, finansmarkedets profitter, hvordan bilen erhverves bedst og billigst og serviceres af andre eller kæles for i fritiden af manden selv,  mulighederne for at avancere og at gøre sig gældende ift chef, kolleger og frynsegoder når der fx kæres om dygtiggørelse (og udbasunering) af diverse teknologiske medier og efteruddanelse i brugen heraf, der måske kan læses konkret i blogs omhandlende tekniske løsninger og vidensdeling af dette og hint. Og jeg har lagt mærke til at mange mænds humoristiske blogindslag ofte er med antydningen af, at han har spottet andre, der er dummere end han selv er -eller overhovedet ikke kunne finde på at gøre sig. Det er sjovt -og så kan det tænkes at det kan tilskrives, at være mere vedkommende for udenforstående læsere?

 

Istedet kunne man også sortere blogs udfra social status, lønindkomst, interesser, seksuelle orientering, boform, singleliv eller familieliv, graden af symbolsk "kapital", hudfarve, højde og mentale sundhed.

 

Billedet ville nuancere sig en hel del, når man så skulle søge at finde bevis for at kvinder typisk er tøse-bloggere eller hvad ved jeg.

 

Alle er vi motiveret for eller af forskellige ting, og vi har vel også forskellige grader af behov for udstillingen heraf og i forhold til hvor megen tid vi har til at gå op i dette blogger-liv. Nogles professionelles liv beriges af at have et blogliv, materielt, statusmæssigt eller læringsmæssigt (osv). Andre bruger bloggen, som en fælles tilgængelig "bordplade", som nære eller fjerne kan betjene sig af. Nogle vil kun have det nyeste, andre glædes over at kunne følge udviklingen af "retter" der serveres, og andre vil igen have opskrifterne på retter de ikke selv har prøvet at tilberede og/eller smage. Og så er der dem, der klager over de retter, der ikke findes på bordet. Men så er der heldigvis andre borde at gå ombords i på nettet. Og det skal nok ikke alle sammen findes i blog-domænerne. Man kunne for eksempel søge faktuel viden og debatere herover, hvilket mange jo også gør og endda helt upåagtet og uden sponsorreklamerbanner flagrende henover skærmen...

 

Jeg synes det fine ved at skrive, vidende at andre også kan læse det, er at jeg på en måde trænes i ikke at behøves at skamme mig over det jeg gør, føler og tænker og vil med livet. En dagbog i traditionel forstand, var jo en tavs ven, der ikke sladrede til dem det omhandlede. Istedet kan blogge give hints til ikke nødvendigvis de konkrete personer, der måtte omtales, men så til andre, der kan genkende den position, som personen repræsenterer. Det synes jeg sgu er læring om at se andres ståsteder og perspektiver, der er langt mindre konfliktfyldt end at konfrontere dem overfor virkelige mennesker, der måske ikke fatter hvorfra og hvorfor en kritik kom (det kan også være den positive af slagsen).

 

Bloggen kan visuelt og erkendelsesmæssigt være med til, for mit vedkommende, at påhæfte scenarier, ønsker, frustrationer, tab og vindingsmomenter på mit historiske liv (nogle kalder det jo narrativer), der konstant flyder og forandres. Og det er da spændende at blive udfordret ved, at nogle blander sig eller kommenterer (eller har kommenteret andre steder) og at man som menneske, for mig at se, vokser ved ikke kun at tænke uimodsat.

 

Og ja, nogle kalder det navlepilleri, fred med det. Filosoffer har pillet navle i mange århundrede og nogle har været med til at påvirke historien i verden på forskellig sæt og vis. Nogle bloggere om det nu er mænd eller kvinder, børn eller unge, danske eller udenlandske, laver fx:

 

filmpilleri, madpilleri, fodboldpilleri, kønsdele-pilleri, intellektualiseret navlepilleri, kunstpilleri, musikpilleri, opdragelsespilleri, adventuresport-pilleri, lønpilleri, friværdipilleri, humorpilleri, religionspilleri, moralpilleri, havevpilleri, miljøpilleri, sund levevis-pilleri, yogapilleri, backpackkerpilleri, pscyhopilleri, hjertepilleri, nyhedspilleri osv osv osv.

 

Får lige en tanketorsk: måske har mænd, statisks set på blog, et større behov for at skrive om deres præstationer (handlinger) og måske har kvinder tilgengæld brug for at holde det i "arbejdslejren" og omvendt har kvinder, statisk set, måske mere behov for at skrive om deres relationer (følelser), hvor mændende har brug for at holde det i "partnerlejren". Men en sådan konstatering kan hverken besvare om

a) er bloggene relevante

b) er bloggene nyttige

c) er bloggene interessante

d) er bloggene af underholdningsværdi

 

Med andre ord er ingen blogs vel rigtige og mere berettiget end andre. Det afhænger vel af, hvem der gør brug af dem. På samme vis, som en hob af blade ligger på hylderne i kiosken og dem man ikke gider, køber man ikke (måske bladrer man men tager den ikke med hjem) og dem, som ingen gider købe, overlader udgiveren den mulighed at fortsætte med at udgive for ingen læsere eller standse produktionen. Responds, efterspørgsel og resourceforbrug er vel ikke anderledes for blog-produktionen på nettet.

 

Ja endelig kom jeg frem til anledningen til dagens blog, nemlig at få påklistret endnu et mærke i historien, nemlig den dag E turde lade sig begrave i sandet. At ligge stille og stole på at han ikke fik sand i øjnene. At prøve at kaste sig vandret ud i vandet fulgt og overvåget af en ældre erfaren svømmepige, nemlig kærestens datter på snart 8 år. At nyde de ingen forpligtelser har andet ikke at løbe for langt væk fra det markerede område for svømning og leg, at tage solhat og solcreme på, at skylle tisset i buskerne af strandkanten (der kræver stadig lidt regulering af blære og tissetrold), at det er sjovere at få taget billederne, når man udmiddelbart kan se resultatet på mobilos og et par dage efter kan sidde og juble foran skærmen på mors pc og se sig selv ligge begravet af sand den dag, som mors blog viser. Og så kan de andre, der kender E jo også se det med egne øjne, det som de ikke selv så med egne øjne, og som egentlig kvalitativt lyder tamt, når man blot fortæller: I dag har E ligget begravet i sand.

 

Så det er vel vores følelser for E,  der gør noget nyt, der er interessant og også underholdende for nogle læsers vedkommende og hvis ikke det, ja så for E og mor, der hyppigt kigger på blog sammen. Han ved godt jeg gemmer på nogle dejlige stunder af ham, som vi kan hive frem og tale om.

 

Tja, vi elsker vel alle at blive beundret, betragtet og husket om end ikke af omverdenen, så af mor, der er så stolt af at se sin drengs seneste landvinding: at ligge musestille og lukke øjnene og stole på, at om lidt kommer jeg fri igen og kan til enhver tid afbryde begravelsen, hvis det bliver for farligt for mig.

 

Og god formiddag derude.

 

 

 

 

 

 

WEEKEND

Sometimes you just follow your intuition and let life lead to meet new thoughts and ideas from other parts of the world than the narrow Danish mind.

 

Its jazz festival in Copenhagen. It is hot. I am on my own with my very energetic sun, soon to be 3 years old. I give him the toy-motorcycle and I find an available seat near the music at the cafe across the scene.

 

within few minutes we are deeply engaged in a talk about the foreign cultures, how Danish receive foreigners and I find myself telling a lot to a perfectly stranger who shared his table with me while E is driving around to check out the scene.

 

He looks from a place I cant place -oh seychelles. I tell him that my friend just went there on holiday with her daughter who is half seychellies and half Danish. We talk a lot. About polarbeers up north in Norway (he considers to work on a boat half season up there -but its cold and the sun never sets down), his experience with being af soldier in Rhwanda, Korea, Vietnam etc. I keep quit. Do want to mention my interest in people from crisis-areas around the world, but instead I share insights into being adopted from Korea and brought up in Denmark, and only later on when his friend arrives I tell (her) that our crossroads meet. Him as an ex-soldier who has many ideas and notions about UN projects in war-areas and I writing about the children of survivors of torture in my thesis at the moment. We have so many things to share and discuss and not in theory, its nice.

 

I felt so gratefull and happy that this meeting was not about a man meting af woman and were both in relationsship and not looking elsewhere. It is a meeting about knowing and thinking about different cultures, how life is lived elsewhere on this planet and adding to this a pretty big amount of political thinking. And what a nice couple to engage in many nice talks about having, bringing up children and enjoying children as parents.

 

I have to leave for home with my boy (still driving around watching other children play) and at the end of our meeting we exchange emails. He has invited me to come and sail around the Island on the Seychelles and stay there if I can. I can reply with giving me email if he comes back to the Scandinavia (is that a great invitation or what?)

 

I think to my self: go with the flow and don´t worry what will come out of this or that, go with the flow and people will cross your road or you theirs and new stories and journeys will onfold. It has been a long time since I did this -actually when I was single -or in Berlin.

 

I feel life is comming back to me again, or I am centered right back into life after a long hard year.

 

Seychelles is definitely on my list of places to go to, next after Lithuania this year and Southkorea next summer. Hmm.

 

Hope I can write his email correct. ..

 

ENGLISH ? I realize others apart from my little world might read this blog, now I am added to cybermum in Holland -tjeck it out:

 

 

Oh now with really nice music on her blog -cool

 

Når jeg ikke skal skrive på specialet, kobler jeg hjernen fra med blomster-nipning. Så processeres informationerne bedre til lagring i langtidshukommelsen mens jeg bruger ur-hjernen. Har lige læst (pamflet fra Post Danmark !) at hjernen, den bevidste del, kun klarer 11 informationer i sekundet

 

hvorimod

 

urhjernen klarer 11 millioner informationer i sekundet ude i det grønne.

 

 

Man skulle have lavet feltarbejde ude i marken og skrive sit speciale istedet om Naturen-det optimale læringsmiljø og således fungere bedre i specialeskrivningen i data-indhetning

 

og skrive specialet ud i gårdhaven med parasol og vind i håret.....

 

 

Nå denne information gælder nok ikke os, der skriver specialet og kun bruger pauserne til at nyde eller pusle i baghaven.

 

 

 

Hele foråret har gået med at ordne gårdhave. Nu begynder trangen til at udvide denne syslen med et fuldtids havested. Et lille stenhus med muret sokkel, gerne 650 m2 grund og et hus med over 43 m2  med holdbar varmeforsyning. Er der endnu ikke kloakeret og må man ikke bo der helårligt, ja så skal prisen ikke ligge over 1/2 million. Udsigterne er svære.Jeg vil gerne have på Amager tæt ved Ørestaden men på Kongelundsvej-siden. Folk kan være ublu med deres markedspriser. Jeg undersøger, hvad man kan få for den friværdi jeg har i min skønne bolig med den skønneste gårdhave.

 

Tænk at kunne plukke sine egne tomater, agurker, ærter, kartoftler, hvidløg og have en have fyldt med velduftende krydderurter lige til at smide i salaten og over kødet på grillen. Der skal laves meget mad udendørs mens E kan løbe rundt i bar røv og sandaler. Jeg undersøger og taler med ejendomsmæglere og ser annoncer på nettet og på den blå avis. Men chancerne er små, men ikke umulige. Blot er spørgsmålet om jeg lige kan rejse til køb af sted for 2,4 millioner!

 

Måske jeg bliver boende, glad men småt. Der er jo også altid nybyggeriet ude i Ørestaden og med friværdien smidt oveni købs/andelsprisen, kan man vel sidde i det som enlig forsørger. Der skal være luft, lys og gode legeforhold for min meget aktive krudt-i-røven-dreng. Han elsker at spise udenfor, og det gør mor også. Tænk om vi også fandt stedet, hvor kæreste og hans barn kan komme og overnatte og dyrke kolonihave-stilens glæder. Suk. En stille bøn om, at det bliver inden skolealder, såfremt jeg skal blive i storbyen. En oase og alligvelle tæt på byen. Håber ikke at jeg nu har givet for mange lyst til samme drøm, så huspriserne stiger endnu mere....tsk tsk.

Ja, længe har jeg båret på en hemmelig drøm. At eje en endnu bedre men mindre mobiltelefon. Jeg er en af de tidligste G3 kunder hos 3 med det nu forgange abonnement 3boom, guld osv. Det gjorde at jeg kunne bruge deres online service direkte ned på videotelefonen. Jeg var glad for min gamle NEC e616v. Nok var den tung som to mobiltelefoner, men det havde så meget ram, at den var en omvandrende videokamera og pc. Jeg kunne ringe gratis rundt iblandt 3 abonnementer. Og i snart 1 1/2 har jeg håbet, at flere i min omgangskreds ville omvende sig. Men nej. Jeg har kun en bekendt, som jeg sjældent andet end chatter eller smsér med. Så mit videotelefoni hører sig det hedengange kæresteforhold sig til.

 

Men så kom den nye model fra LG til og den ligner en helt almindelig mobiltlf. Og den har ikke en antenne, som de tidligere versioner af LG G3 telefoner har. Jeg valgte ikke at falde i svime over den lyserøde model ved tanken om, at jeg i kommende arbejdssituationer nok tager mig mere seriøst ud med en sølvfarvet i hånden. Tag nu eksemplet, hvis jeg sidder og arbejder med hårdt traumatiserede familier og fluks dykker ned i min håndtaske for at tage en "hej-jeg-er-tøs-på-den-coole-måde" pink mobil frem.

 

Desværre har den nye ikke et superfedere kamera end min gamle NEC. Jeg foretrækker faktisk den gamle på mange måder angående multimediefunktionerne. Men det nye design, letheden, (læs mere,hvis du er blevet nysgerrig på http://www.3.dk/templates/Mobile.aspx?id=12370) og den lette software pakke til pc'en gør at jeg nu tør give mig i kast med downloads, bruge den som mp3 spiller osv, hvilket jeg stort set aldrig brugte den gamle model til. Dog kan jeg ikke få mit mobile internetadgang til at virke og bluetooth har jeg heller ikke orket at bruge tid på lige nu.

 

Af samme grund, har jeg derfor heller ikke fået brugt tiden til andet til noget relateret til opdatering af drivere, geninstallering af LG software, nye versioner osv, rydde op i gamle filer, opdatere nye tlf kontakter og lære at synkronisere hele baduljen med de kontaktdata jeg har rundt omkring.

 

Denne tid med så megen synkronisering, uplink, networking og følgende opdatering og glem ikke at medregne afinstallering af gammel junk og drivere, der spærrer porte, firewire og hitte rundt i kontrolpanelet gør, at man rundt regnet bruger 20 timer på at være "oppe på beatet" igen.

 

Jeg tror altså heller ikke at det bliver i dette kalenderår, at jeg evt. flytter min blog til fx smartlog eller lignende. For nogle ting hænger jo godt sammen. Hotmail, messenger, blog, skype og festoon, mens det ikke nødvendigvis hænger godt sammen med 3's tillægsservices og pludselig har man alligevelle 4 emailadresser og et hav af brugernavne, kodeord, kundenumre, pinkoder, pukkoder og bliver totalt afhængig af, at også en online bredbånd fungerer optimalt med de dertil nyopgraderede virusprogrammer, popupspærringer osv. Jeg klager ikke nød. Blot kan jeg forestille mig, at der er mange andre især kvinder, der nøjes med en lille nokia og har tlf og pc rimelig adskilt, for tiden og ihærdigheden i at få det hele op at stå, hører nok de fleste mandenørde-hjerner til med den entusiasme, der uvilkårligt skal motivere en til at skabe sammenhæng mellem disse mange teknologiske landvindinger.

 

Men når det virker. Ja, så er det sgu da fedt at lillemand skyder et billede af mor fra hans øjenhøjde og vi sammen kan smide kablet i pc'en og se det på en skærm og og mor så kan lægge det ind på bloggen for at forevige endnu et øjeblik, der hurtig er glemt (her taler jeg om at små børn udvikler sig så hurtigt, at det ikke er en dårlig kliche, når venner og familie synes at han er blevet så stor og udviklet siden sidst- og det måske bare på en uge)

 

Nu mangler jeg bare at få et fif til hvordan jeg linker videostreams til min blog, fx via imageschock eller lignende. Det kan jo være jeg får feedback herover.

 

Krav: det skal være nemt! klart nok. også at redigere rundt i skulle man smide forkerte streams ned på en server ude et ukendt sted....

 

Fortrydelse angående LG U880: hvorfor dælen laver de ikke et kamera med mindst 2 megapixel, når man alligvel skyder pics i farten, skal det også være noget bedre kvalitet at se på. suk.

 

fik jeg nævnt, at LG også er koreansk :-)

A-huset. Huset, der bobler af kreativitet hos fotografere, malere, skulptører, arkitekter m.m. (vel over 200) .Alt sammen mixet med unge glade, der søger indhold og identitetskabende aftryk overfor omgivelserne. Der var værker udstillet fra et stort udpluk af A-husets lejere. Der udlejes fra 1000,- pr. mdr. pr. rum afhængig af størrelse og nogle har flere lokaler og dejlig udsigt at blive inspireret fra. Ovenpå 6. sal, optrådte 3 live bands og dagen og aftenen til sent ud på natten, blev der festet igennem og vist rundt på de åbne værksteder/rum, hvor man kunne komme forbi og sludre med kunstnere.

 

På http://www.a-huset.net/ kan du læse mere om arrangementet.

 

En gul, grøn og rød linie førte gæsterne ud. Kulturborgmesteren skulle have holdt tale, men meldte afbud (blevet far, hed det sig) og der blev talt på trommen for at steder som a-huset skulle fortsætte om ikke i samme lokaliteter, så andetsteds i byen og det måske var noget, som kommunen skulle kære lidt mere om. Og samme dag, blev fotobogen om A-huset udgivet, hvor man kunne få et indblik i det, som nogle kaldte mini Berlin.

 

Gæstebesøget var stort og nogle kom desværre så sent, at det kun var natklubbing, der var åbent. Hele dagen havde der ellers været åbne døre og de der ikke udstillede kunne man f.eks. hilse forbi. Der var bl.a. et band, der nok ikke havde et værk stående nede i stue-udstillingsetagen, men jeg kunne da, sagde låne en guitar og jamme med, om jeg ville... Alderen spændte vidt lige fra børn, til unge autonome, til hippe kunstelskere, til middelborgerlige ægtepar og venner, der lige ville se, hvad for spændende ting, der gemte sig længest ude på Islands brygge bag de polerede nyopskudte penthouses.

 

Øverst oppe forefandtes den storslåede udsigt, høj musik, loungehjørner og udgivelsen fra de to journalistik-studerende, der havde hældt deres engagement og kærlighed for A-huset. Og jeg fandt skam også to store portrætter af den elskede kæreste, der malede stort i bare fødder og bar overkrop. Ungerne rendte rundt og nød den interesse, som deres små opfindsomheder afstedkom. Huset jeg besøger ofte, var idag ikke øde med lukkede døre, men sprællevende og larmende. Man kunne endda være heldig at få besøg af en omvandrende operasanger der kurtiserede overfor sin ledsagerske i rum med god akkustik.

 

Jeg kom i nærkontakt med en af installationerne og håber ikke at gæster eller kunstner er knust over dette. Man skal altså passe på, hvor man sætter sin håndtaske når man knipser billeder, for alt i huset kunne i prinicppet indgå som en del af husets kunst-installation -eller være tilfældig ragelse, der også rumsterer i bygningen. Jeg kan sige så meget, at "den" var død i forvejen, det lille kræ, jeg maste. Ser man nærmere på foto her, vil man måske opdage, hvad jeg taler om. Men jeg tror ikke "can't stop it" var ment som en opfordring personligt rettet mod mig, selvom jeg er ivrig entusiats udi fluxuskunsten, der ikke er til at fastfryse.

 

Jeg vil ikke afsløre her, hvad jeg brændte mine nælder med til forrige fernisering, også uden at blive opdaget. Men det involverede brun pepsi cola og noget sart pink akrylfarve, hm....