Mee_ja's profile;) Miss Lee Mee JaPhotosBlogListsMore  |  Tools Help |
|
|
October 14 Time out -deep undercover, writing my thesisNo time for delay, gotta write every hour my child is out in kindergarten to finish my thesis, a rapport, 90 pages.  August 17 Imorgen er en afgørende "kommunal" dag. Jeg gruer og prøver at lade være med at frygte det værste, men at have tillid til, at det bedste sker for mig og dermed også lille E, der snart fylder tre år og derfor skal i børnehave.Jeg får forhåbentligt kontakt til den ansvarlige på pladsanvisningen om, hvorvidt E kan få den plads, jeg særligt har måtte søge, da insitituionen har en forhøjet normering af personalet til børnene på institutionen. Der er nogle områder, hvor E klart vil gavne af, at det især er en fast tilknyttet voksen, som han kan gøre brug af, når han skal starte i børnehaven. Udadtil virker han super, velfungerende, lærevillig, udforskende og er god til at bruge de voksne, der er omkring ham. Men da han har oplevet så mange skift med mig, som enemor, hvor jeg har måtte finde aflastning og gøre brug af andre, som kan have E i ny og næ, er der mange forskellige voksne han har skullet forholde sig til. Ikke bare hans far han ser en gang om ugen til en overnatning, men også andre, der har trådt til i overgangsperioder og hjulpet til under moderens sygeperioder og indtil det blev bevilliget med aflastningsfamilie hver anden weekend så jeg kunne blive rask og få specialet i hus. Så samtidig med E er meget fri og frejdig, har han også brug for at blive mødt i hans behov for at være lille, usikker, få sat ord på de mange ting han faktisk skal holde styr på i sit snart tre-årige hovede. Og følserne kan godt reagere ud på, at være i omskiftelige rammer, selvom han altid og fast er det meste af hans liv hos sin mor. Og dertil har han skullet forholde sig til fars nye kæreste, som har fået baby, som gør ham til storebror, mors kæresteliv og de børn, der hører til i denne sammenhæng. Altsammen klarer han så fint og bedre end man kan forvente af så lille en dreng, der er så "voksen" i sin forståelse, men ikke altid hænger det sammen med hans følelser og medfølgende forvirring. Børn har nu bedst af et sted at være, med voksne stabile og forudsigelige omgangsformer. At mor har haft depression og har gjort alt for at undgå at skulle hospitaliseres, er ikke noget man kan forvente, at børn lige kan omstille sig til uden at reagere i andre sammenhænge. Jeg er glad for at konstatere at E ikke længere bider og sparker og lign. nu, hvor han har udviklet sprog nok til at kunne sige til og fra, når andre børn fx vil have hans ting, som han hænger meget fast i -og viljestærk og stædig er han. Så på det følelsesmæssige plan, hvor han skal integrere en masse mennesker, soveritualer, hverdagsvaner og regler, vil det bare være så godt om der er nogle faste voksne, som han kan regne med i den nye store børnehave, hvor alting er størrere og meget nyt. Vuggestuen har på alle måder været hans faste og forudsigelige hverdagsbase men her rækker det ikke længere at være, da alle børnene er nye og meget små i sammenligning med E's krav om modspil og medspil af især ældre børn. Jeg beder til at han får den udvalgte plads og ikke bliver tilbudt endnu en stressende institution med mange forskellige (tilfældigt nogle gange) voksne til at følge ham og hjælpe ham med at få gode overgange fra en kontekst til en anden. Pladsanvisningen har dertil ikke rykket så frygtelig hurtigt, da sagen åbenbart har ligget for længe på et skrivebord, således at afgørelsen først kan træffes efter ferieperioden er ovre og teamet er tilbage i pladsanvisningens beslutningsprocedurer.....øv.
Dertil er det endelig lykkedes mig efter flere ugers forgæves forsøg på at få en plads min nye (igen igen) sagsbehandler på jobcentret, som jeg nu hører under som revalideringsmodtager under uddannelse. Pga sygdom m.m. skal det imorges tages op i en samtale jeg har bedt om, hvorvidt er der mulighed for forlængelse af revalideringen så jeg kan skrive speicialet færdigt indenfor disse økonomiske rammer. Og det er i denne sammenhæng det springende punkt, at få afgjort (hvis det sker i morgen, altså) hvorlænge jeg i så fald har ro til at få det færdiggjort. Tanken om at skulle droppe det til fordel for at finde et job, der skaffer hyren hjem til månedsudgifterne er ikke til at klare. Det er så vigtigt at følge den tråd, jeg har gang i i mit skriveri og bruge de få timer jeg faktisk har til at skrive koncentreret, som eneforsørger. Skulle jeg dertil begynde at tænke på hvor jeg skal søge job eller om jeg skal ud og låne penge, er faktisk uoverskueligt. Det har taget mig en rum tid at finde tilbage i en rytme, hvor jeg overhovedet kan tænke som specialestuderende igen efter en lang sygepause fra studiet. Og jeg fungerer stadig ikke optimalt, og hvad jeg kunne før som studerende kan jeg ikke længere udleve, nu hvor jeg også skal indpasse skriveriet i de dagtimer E er i institution og derudover presse nogle sene aften og/eller nattetimer ind, som igen gør mig vældig udmattet næste dag, hvor jeg også skal være klar og nærværende til E's meget store krav til mig som mor. Vi bruger megen tid på at få defineret, hvem der bestemmer og det kræver en stærk psyke til tider, hvilket er netop den ressource jeg stadig er ved at genopbygge. Men det går sgu fremad og idag kan jeg tænke en tanke i hovedet, beholde den, arbejde videre med den, huske referencer til tekster læst andetsted og sætte dem i forbindelse med nogle af de mange problemstillinger der figurerer i hovedet og kræver at blive løst. Jeg føler endeligt at jeg er det sted, hvor jeg kan begynde af producere tekster, som skal til vejleders gennemsyn og ende i bunken af stabler, der skal blive til kapitler, der skal blive til min afsluttende afhandling. Gisp.
Jeg må tænke gode tanker og bede de gode engle, sende noget englestøv ned til kommunen og deres ansatte. I sidste ende, er det jo deres subjektive vurdering og anbefalinger/bevilliginger, som jeg er afhængig af. Og jeg glæder mig til at komme ud på den anden side og ikke længere være systemet til ansvar om hvad jeg gør, hvorlænge, hvorfor osv og skulle berette dem og dette og hint, der kan have indflydelse på min samlede økonomi. Har virkelig måtte sluge nogle kameler ved at modtage og i det hele taget accpetere, at det var en god ting at blive tilbudt revalidering til færdiggørelsen af mit studie. Her har jeg også måtte sande, at mit handicap gør, at jeg ikke formår det samme som andre normalt gående mennesker, ved at jeg fx har brug for ekstra hvile til at "restituere" kroppens ekstra overbelastning. En depression oveni hatten og samtaler hos psykolog er også et område, der tærer utroligt meget på ressourcerne men som forhåbenligt hjælper mig til at komme videre og tilbage på en mere optimalt "hovedvej". Jeg har nok haft de kriser, man kan helst vil undgå ifm graviditet og efterfødsel og ift forældreskab, forsørgelse, boligproblemer osv.
Men det er altså ikke det, som jeg har valgt at fylde denne blog ud med. Netop for at kunne fokusere mere på det som fungerer for mig og som skal være fokus, når tankerne og følelserne kan tynge en helt ned. Jeg mener jeg har gjort alt det klassiske konstruktive man skal gøre, som enlig forsørger, der forsøger at blive helt rask og blive færdig med et langt forløb på universitetet. Og når kandidattitlen er i hus, håber jeg at mine problemer omhandler, de normale problemstillinger: hvor skal man gøre sine hoser grønne og hvor langt væk er man fra at få et -om end ikke drømmejob, så et job, der giver en overskud og økonomi til at klare hverdagens mange andre opgaver.
Må den gode kommunale gudfe være med mig og lille E.
PS Her gider jeg nok ikke være ansat i særlig lang tid (socialt boligbyggeri fundet i københavns kommune) August 04 Letland returKontrasten er stor mellem Letland og Danmark. Efter at have set en hel del charmerende og/men gamle træhuse (og mange trængte til en kærlig restaurering) i Letland, var det en indre glæde over at se de danske velholdte boliger i goe gamle Kjøbenhavn. Men også i lille Danmark har vi triste og nærmest sovietagtige betonblokke.
Jeg fandt et kønt view fra Liepaja, gamle by og et grimt fra et socialt (nyere) boligbyggeri i København. July 18 De ting vi gemmer på også som voksneJeg har lige besvaret en mail fra G fra seychellerne. Han er nu hjemvendt fra sit ophold i Skandinavien og inviterer mig og min dreng (igen) til at komme med rundt på hval-monitorering i Madagascar området og Seychellerne. Måske er havet lidt iltert på denne tid af året, men det er stadig en inviation. Jo det kunne da være skønt. Hvem vil ikke ned til så smukke og skønne natursteder og lige holde øje med en hval eller tre.... Jeg besvarede så godt jeg kunne uden at støde ham og uden at udelukke et venskab med en mand jeg møder til et jazzfestival event ude i byen et par dage siden. Det er nu ikke at tage fejl af, at det er et venskab af den sjældne, jeg søger. Da vi mødtes faldt vi lynhurtit i snak, selvom det nu var musikken jeg var kommet for. Og selv da hans veninde stødte til selskabet, fortsatte vi meget engageret i vores udvekslinger om især nationaliteter, konfliktzoner vi læser om dagligt og som nu synes at ekskalere omkring Libanon og kom naturligvis henover det faktum at han havde været soldat flere steder i verdenen og jeg følte min viden hurtigt var indskrænket til den litteratur jeg beskriver flygtningefamiliers kaotiske oplevelser udfra. Men det var ikke på en uligevægtig måde, blot var der så meget at tale om, at det var nødvendigt at en tog initiativ til at invitere til videre dialog da jeg måtte forlade stedet for at putte E. Og havde han ikke inviteret havde jeg nok ikke gjort noget videre, da jeg synes jeg har så meget at se til herhjemme og han bor altså 7000 kroners flyrejse væk. Men nu har vi taget tråden op igen via mail og jeg er spændt på at se, hvad vores nye kontakt kan udvikles til.
Det har da strejfet mig, og måske også kæresten, hvad han forventer (han er ældre end jeg, jo) af mig, ved at invitere mig til paradisøerne. Og kæresten har da også ret i, at det sjældent at fyrene bliver inviteret ud eller hen til steder af damerne. Men jeg vælger at tro på min intuition om, at jeg har mødt et individ at det modsatte køn, som ikke blot inviterer mig fordi jeg er det modsatte køn af ham, men fordi han, såvel som jeg, har nydt hinandens konversation og måde at forholde os til verden på. Og jeg har gjort mit til at tydeliggøre at jeg er ikke er single og allerede har ferieplaner for også næste sommer. Når det er sagt, tillader jeg mig at nyde at ens drøm er realiserbar. At blive inviteret ned til et skønt øhav og kunne sejle rundt mellem øerne og ikke bekymre mig om hvordan og hvor dyrt det er at bo specifik på seychellerne, der er ret kosteligt for turister. Men altså også at blive inviteret ned til et menneske, der er socialt meget udadvendt, har prøvet meget og selv har fået sine børn og er ret god til at se mennesket bag den facade vi vel alle bærer rundt på, på en cafe på blågårds plads.
Jeg tror det gik op for mig, at den form for kontakt jeg synes er så fin imellem os, er noget jeg har savnet længe og som jeg via forskellig former for udvikling har søgt. Nemlig et fint sjæleligt nærvær, som man møder hos kun få mennesker, der krydser ens vej, og det er altså ikke af den slags, som vi kan elske at genfinde når vi møder den dejlige kæreste. Der er andre vi møder på vores vej. Nogle kalder det vel sjælevenner. På forskellig vis har jeg opsøgt arbejdet med at være centreret i hjertet og lade hjerte råde i mødet med det ukendte og når vores hjerne kan så tvivl om skal vi gøre dette eller hint og -hvad får vi ud af det. Jeg har også i forskellige anledninger tilbudt healing til folk, der har kvaler med som regel kærlighedslivet eller sager, der indvirker på relationerne i deres liv. Det er en side, som jeg ikke nødvendigvis taler højt om, for det er ikke alle, der formår at møde det på en respekfuld måde. Og uden at G og jeg talte om sjæl, chakra, skæbne, tro, energier eller "slangudtryk", så var den fornemmelse der imellem os. Og det har jeg savnet. Den har jeg oplevet i meditationer med og uden andre. Men sjældent så spontant og over så kort tid. Og jeg er i skrivende stund glad over, at jeg ikke har mistet begejstringen herover eller evnen til denne længsel indeni mig, selvom jeg kan være fyldt med akademisk prægning og læring. Jeg har altid søgt at forene begge sider. De som kender mig privat kender også til den og ved at den har stor betydning for mig, det spirituelle. Andre genkender den fra sammenhænge, hvor jeg netop har været en af drivkræfterne bag at opdyrke og undersøge og formidle, hvordan er det nu at det spritueller -ikke virker, men er en vigtig ingrediens for mange mennesker og hvordan kan den give mening i en verden fyldt med krav om rationalitet, viden og kompetencer baseret på et sikkert grundlag. Og denne side, som ikke altid virker åbenlys for fremmede der møder min personlighed, kan blive overrumplet over min (selv)sikre bestyrkede tro på det alternative eller uforklarlige.
Jeg husker engang jeg indgik i en højtrøstet diskussion med en ateist, der nægtede at tro, at sådan en som jeg -af alle, kunne have den slags tro, som han mest af alt tog afstand fra og samtidig finde mig så belevende og intelligent at være i selskab med. Vi var begge gæster hos en vært, som netop besad samme søgen og tro på de sprituelle som jeg. Og ham jeg ufrivilligt skulle overbevise om min tro på fx gud, var i forhold til en kæreste, som også bar samme opfattelse som værten og jeg. Og før jeg vidste af det, blev det nærmest min opgave at forsvare de holdninger og trosmeninger, som værten, jeg og fyrens kæreste besad og som han var så langt fra i sin forståelse af men samtidig på en umærkelig måde længtes efter at få svar på. Og midt i seancen tordnede en røst igennem mig og ud i lokalet, som fangede de omkringsiddende gæsters opmærksomhed. En røst med så megen indre ro og art intelligens i måden svarene promtede ud af munden på mig på, at der blev stille omkring os. Hvergang fyren aggresivt fyrede løs med sine vantro om dette og hint og ville have besked om hvordan jeg kunne tro, svarede denne røst megen præcist, urokkeligt og håndfast som var det en højere instans end jeg på hans spørgsmål. Essensen i disse svar handlede egentlig banalt om, hvorfor fyren søgte og stillede spørgsmål, men ikke ville erkende at hans søgte svar og samtidig ikke ville høre, netop samme svar han søgte. Værten og jeg var indbyrdes så fint "tunet" ind på hinanden, at jeg følte mig forsikret om at jeg ikke var årsag til at festen blev "ødelagt" men nærmere at det var det tidspunkt i fyrens liv, hvor det var krævet, at han fik lov at "udrase" sine frustrationer om tro og underliggende hans store afstand til sin kærestes trosliv. Og alle tog det så fint og nærmest naturligt. Trods utallige attack og frustrerende udråb fra fyrens side, formåede jeg at sidde stille og roligt (også mens røsten talte, *S*) og ikke lade mig slå ud eller vælge at forlade lokalet. Da han endeligt indså umuligheden i hans approach til emnet, først mig og dernæst en røst fra mig, valgte han at forlade lokalet med mest mulig ære i behold. Det blev anledningen til en mere forsonende dialog og forståelse mellem ham og hans kæresten. Og vi blev også "gode venner" igen.
En ret svær historie at beskrive og gengive uden at få folk til at rynke på næsen eller ryste på hovedet. Jeg har en del i bagagen. Men sagen var faktisk, at det forløb uden yderligere uro og nervøsitet blandt de udenforstående gæster. Der var en tilstedeværelse i rummet af høj ro og intelligens, som jeg sjældent har været "medie" til. Og denne opgave eller evne, kan også godt skræmme mig. Idag vælger jeg at lade den komme frem i opståede situationer, hvor folk selv tager imod hjælp eller inputs fra mig, hor jeg bruger denne side, ved selv at være et redskab, medie eller mediator for en viden, jeg mener ligger langt udenfor mine normale egen rækkeevne. Jeg tror en del mennesker af min slags, nok er blevet prædikeret med psykiatriske diagnoser, blevet brændt for mindre eller har gået rundt i stille ensomhed, idet det er sjældent man med naturlighed og imødkommethed kan rende rundt og få folk til at blive usikre på, om jeg nu har adgang til en viden de ikke engang selv har adgang til -eller viden om. Derfor er det nok ret godt at have en akademisk uddannelse i ryggen, så jeg ikke bare bliver endnu en, der gør sit virke og så besvarer folks vantro med, at " det virker skam". Vi er modtagelige for så meget og jeg er kommet frem til, at vores hjerne, psyke og indbildningsevne kan forpurre og forstyrre meget på vejen.
Men jeg kan det sige så meget, at jeg blev enormt begejstret for at genfinde nogle af de overbevisninger jeg har om livet, menneskets mulige skaberevner, globale forandringer, forholds-problemer, i bogen af N.D.Walsh i trilogien "guddommelige samtaler med gud 1,2,3" Så har jeg ikke afgrænset eller begrænset mig for meget i folks kategorisering af hvad pokker det er jeg nu tror på.
Men når jeg så møder et menneske, som kan gøre en i tvivl om, motivationen bag fx en simpel invitation til S-øerne, så bliver jeg for det første; slet ikke overrasket, dernæst rørt over at gamle drømme er mulige ud af det blå, kritisk for at sikre mig at jeg ikke er blåøjet (har brune øjne) og dernæst rolig, når jeg husker, hvad det er jeg tror på og hvordan det nu er, at jeg kan stole på min intuition og følelse i hjertet. Jeg ved at jeg har de rette intentioner med at forfølge venskabet og flere af slagsen, og håber også at det nu står klart for G i min sidste mail.
På en måde er det en masse forklaringer på noget meget enkelt. Jeg finder nogle smukke sten på en strand på det græske øhav og dem jeg føler noget særligt for, tager jeg med hjem og værdsætter bare ved at kunne kigge på dem og tage dem i hænderne. Et andet sted i et buddistisk tempel i sydkorea beslutter jeg spontant at købe en ydmyg rosenkrans/bedekæde til armen og bærer den om håndleddet og til tider lægger jeg den ned i skrinet. Det gjorde jeg også som barn. Slæbte sten i hober med hjem, ligsom jeg i perioder har fundet trang til mht venskaber. Og smukke ting beholder jeg stadig som voksen, som da jeg var barn.
Nogle ting gemmer man på -også som voksen.
Blog diskurs og sand begravelse -ikke begavelseNår man ikke lige daser i solen, skriver på pc'en for nedrullede gardiner eller læser i en bog om vores sociale konstruktioner og måder vi kategoriserer hinanden som essens snarere end kategorier er det underholdende at læse om de "virkelige" problemer, der får folk op af skoen. Som jeg forstår af en hurtig gennemlæsning, har http://blog.gullach.dk/ været foregangskvinde for at bruge betegnelsen tøseblog (bl.a.) og her refereres videre til en ongoing debat blandt bloggere om tøsebloggeri. Det omhandles som fænomen(er) og hvordan man skal definere dem, hvorfor man ikke skal skære alle kvindelige bloggere over en kam, og hvorledes nogle kvinders blogs ikke nødvendigvis skal tillægges de kategoriseringer, som bl.a. det modsatte køn er hurtige til at skyde dem i skoen kan du selv følge på den den lange tråd på 186 kommentarer i skrivende stund på: http://www.slagtenhelligko.dk/?p=2730#comments. Et ellers umiddelbart muligt, logistisk set, tiltag om dinner for kvindebloggere, der nu er gået hen og blevet en sprolig diskurs med meget emotionelle indlæg blandt de mange kommentarer og links knyttet til hinanden (og middagen er vist røget i vasken?). Jeg har opgivet at gå ind i denne debat og egentlig finde mit eget ståsted konkret hertil og behøver måske heller ikke føle mig provokeret eller engageret nok til at lægge en masse forsvarstaler ind for, hvorfor man blogger og skulle relateres sig, hvorvidt det er af almen interesse at følge, som udeforstående, som mand, som dansk blogger, som udlænding, ja såmænd for kommende generationers forståelse af, hvorfor vi blogger og gør det så andre kan læse det.
Men det har til gengæld fået mig til at reflektere nærmere over (og også motiveret af mit eget special-problematiserings-vanskeligheder) hvordan vi konstant ligger i et spændingsfelt mellem at skabe vores indentitet for at etablere særegne positioner (se, jeg er bedre, mere spændende, mere unik, mere prøvet osv) over til at psykologisk set af finde nogle fællesskaber vi kan identificere os med for at bekræfte og få bekræftet (?), at man ikke er helt ved siden af (åh, det kender jeg godt, hun beskriver lige det jeg selv tumler med, tænk at hun tør eksponere sin ærlighed om dette og hint -endda om bedste veninde, og ja vi er i "samme båd") politisk, moralsk, pædagogisk, hverdagsagtigt osv. Men håndsudrækningen til andre foregår i et online fælleskab, hvor man bare kan træde ind og ud af fælles associationerne, som det passer én og når man iøvrigt finder tid og engangement til det.
Når det er sagt, synes jeg det er ærgeligt at se, at når individer, der måske statistisk set hyppiger er af kvindekøn formidler noget på deres blogs, bliver hurtigt bliver gjort til genstand for, at andre føler sig nødsaget til at tage afstand fra det/dem (sådan er jeg ikke, se selv selv hvad jeg sagde -kvinder er navlepillere, åh så hold dog kæ.., osv.osv.). Og jeg tror såmænd, at selv blandt mande-kønnet er der et utal af variationer over hvad de skriver om hvorfor, nogle er måske mere eksponeret end andre. Hvorfor skulle det ikke være gældende for bloggere, der tilfældigvis er kvinder.
Men dertil kan det da sagtens være, se bare hvad der sker i vores parhold, når vi kommunikerer eller strides. Så er kvinder og mænd optaget af forskellige områder og sfærer i vores privatliv og arbejdsliv og det der ligger imellem. Og skulle man lave en antropologisk/sociologisk undersøgelse af hvad der blogges om udfra køn, er der måske sammenhæng mellem måderne kvinder skriver på og måderne mændende skriver på. Og hvad så. Vi betragter måske familie og intimsfæren mere nærgående, fordi vi som kvinder stadig opfatter og påtager os disse områder som vigtig og nærliggende for os, idet vi i samfundet ikke i samme grad, som mænd, bruger arbejdslivets kompetenceudvikling og status, som markører for, hvem vi er som mennesker. Og skulle det vise, groft opstillet, at kvinder kærer sig om familie og hjemmets indretning, kæreste og følelsesliv, ja så er det vel ikke mere uartigt, end at kunne konstatere at mænd kærer sig mere om FCK klubbens potentielle op -og ned ture, finansmarkedets profitter, hvordan bilen erhverves bedst og billigst og serviceres af andre eller kæles for i fritiden af manden selv, mulighederne for at avancere og at gøre sig gældende ift chef, kolleger og frynsegoder når der fx kæres om dygtiggørelse (og udbasunering) af diverse teknologiske medier og efteruddanelse i brugen heraf, der måske kan læses konkret i blogs omhandlende tekniske løsninger og vidensdeling af dette og hint. Og jeg har lagt mærke til at mange mænds humoristiske blogindslag ofte er med antydningen af, at han har spottet andre, der er dummere end han selv er -eller overhovedet ikke kunne finde på at gøre sig. Det er sjovt -og så kan det tænkes at det kan tilskrives, at være mere vedkommende for udenforstående læsere?
Istedet kunne man også sortere blogs udfra social status, lønindkomst, interesser, seksuelle orientering, boform, singleliv eller familieliv, graden af symbolsk "kapital", hudfarve, højde og mentale sundhed.
Billedet ville nuancere sig en hel del, når man så skulle søge at finde bevis for at kvinder typisk er tøse-bloggere eller hvad ved jeg.
Alle er vi motiveret for eller af forskellige ting, og vi har vel også forskellige grader af behov for udstillingen heraf og i forhold til hvor megen tid vi har til at gå op i dette blogger-liv. Nogles professionelles liv beriges af at have et blogliv, materielt, statusmæssigt eller læringsmæssigt (osv). Andre bruger bloggen, som en fælles tilgængelig "bordplade", som nære eller fjerne kan betjene sig af. Nogle vil kun have det nyeste, andre glædes over at kunne følge udviklingen af "retter" der serveres, og andre vil igen have opskrifterne på retter de ikke selv har prøvet at tilberede og/eller smage. Og så er der dem, der klager over de retter, der ikke findes på bordet. Men så er der heldigvis andre borde at gå ombords i på nettet. Og det skal nok ikke alle sammen findes i blog-domænerne. Man kunne for eksempel søge faktuel viden og debatere herover, hvilket mange jo også gør og endda helt upåagtet og uden sponsorreklamerbanner flagrende henover skærmen...
Jeg synes det fine ved at skrive, vidende at andre også kan læse det, er at jeg på en måde trænes i ikke at behøves at skamme mig over det jeg gør, føler og tænker og vil med livet. En dagbog i traditionel forstand, var jo en tavs ven, der ikke sladrede til dem det omhandlede. Istedet kan blogge give hints til ikke nødvendigvis de konkrete personer, der måtte omtales, men så til andre, der kan genkende den position, som personen repræsenterer. Det synes jeg sgu er læring om at se andres ståsteder og perspektiver, der er langt mindre konfliktfyldt end at konfrontere dem overfor virkelige mennesker, der måske ikke fatter hvorfra og hvorfor en kritik kom (det kan også være den positive af slagsen).
Bloggen kan visuelt og erkendelsesmæssigt være med til, for mit vedkommende, at påhæfte scenarier, ønsker, frustrationer, tab og vindingsmomenter på mit historiske liv (nogle kalder det jo narrativer), der konstant flyder og forandres. Og det er da spændende at blive udfordret ved, at nogle blander sig eller kommenterer (eller har kommenteret andre steder) og at man som menneske, for mig at se, vokser ved ikke kun at tænke uimodsat.
Og ja, nogle kalder det navlepilleri, fred med det. Filosoffer har pillet navle i mange århundrede og nogle har været med til at påvirke historien i verden på forskellig sæt og vis. Nogle bloggere om det nu er mænd eller kvinder, børn eller unge, danske eller udenlandske, laver fx:
filmpilleri, madpilleri, fodboldpilleri, kønsdele-pilleri, intellektualiseret navlepilleri, kunstpilleri, musikpilleri, opdragelsespilleri, adventuresport-pilleri, lønpilleri, friværdipilleri, humorpilleri, religionspilleri, moralpilleri, havevpilleri, miljøpilleri, sund levevis-pilleri, yogapilleri, backpackkerpilleri, pscyhopilleri, hjertepilleri, nyhedspilleri osv osv osv.
Får lige en tanketorsk: måske har mænd, statisks set på blog, et større behov for at skrive om deres præstationer (handlinger) og måske har kvinder tilgengæld brug for at holde det i "arbejdslejren" og omvendt har kvinder, statisk set, måske mere behov for at skrive om deres relationer (følelser), hvor mændende har brug for at holde det i "partnerlejren". Men en sådan konstatering kan hverken besvare om
a) er bloggene relevante
b) er bloggene nyttige
c) er bloggene interessante
d) er bloggene af underholdningsværdi
Med andre ord er ingen blogs vel rigtige og mere berettiget end andre. Det afhænger vel af, hvem der gør brug af dem. På samme vis, som en hob af blade ligger på hylderne i kiosken og dem man ikke gider, køber man ikke (måske bladrer man men tager den ikke med hjem) og dem, som ingen gider købe, overlader udgiveren den mulighed at fortsætte med at udgive for ingen læsere eller standse produktionen. Responds, efterspørgsel og resourceforbrug er vel ikke anderledes for blog-produktionen på nettet.
Ja endelig kom jeg frem til anledningen til dagens blog, nemlig at få påklistret endnu et mærke i historien, nemlig den dag E turde lade sig begrave i sandet. At ligge stille og stole på at han ikke fik sand i øjnene. At prøve at kaste sig vandret ud i vandet fulgt og overvåget af en ældre erfaren svømmepige, nemlig kærestens datter på snart 8 år. At nyde de ingen forpligtelser har andet ikke at løbe for langt væk fra det markerede område for svømning og leg, at tage solhat og solcreme på, at skylle tisset i buskerne af strandkanten (der kræver stadig lidt regulering af blære og tissetrold), at det er sjovere at få taget billederne, når man udmiddelbart kan se resultatet på mobilos og et par dage efter kan sidde og juble foran skærmen på mors pc og se sig selv ligge begravet af sand den dag, som mors blog viser. Og så kan de andre, der kender E jo også se det med egne øjne, det som de ikke selv så med egne øjne, og som egentlig kvalitativt lyder tamt, når man blot fortæller: I dag har E ligget begravet i sand.
Så det er vel vores følelser for E, der gør noget nyt, der er interessant og også underholdende for nogle læsers vedkommende og hvis ikke det, ja så for E og mor, der hyppigt kigger på blog sammen. Han ved godt jeg gemmer på nogle dejlige stunder af ham, som vi kan hive frem og tale om.
Tja, vi elsker vel alle at blive beundret, betragtet og husket om end ikke af omverdenen, så af mor, der er så stolt af at se sin drengs seneste landvinding: at ligge musestille og lukke øjnene og stole på, at om lidt kommer jeg fri igen og kan til enhver tid afbryde begravelsen, hvis det bliver for farligt for mig.
Og god formiddag derude.
July 13 A global mindSometimes you just follow your intuition and let life lead to meet new thoughts and ideas from other parts of the world than the narrow Danish mind.
Its jazz festival in Copenhagen. It is hot. I am on my own with my very energetic sun, soon to be 3 years old. I give him the toy-motorcycle and I find an available seat near the music at the cafe across the scene.
within few minutes we are deeply engaged in a talk about the foreign cultures, how Danish receive foreigners and I find myself telling a lot to a perfectly stranger who shared his table with me while E is driving around to check out the scene.
He looks from a place I cant place -oh seychelles. I tell him that my friend just went there on holiday with her daughter who is half seychellies and half Danish. We talk a lot. About polarbeers up north in Norway (he considers to work on a boat half season up there -but its cold and the sun never sets down), his experience with being af soldier in Rhwanda, Korea, Vietnam etc. I keep quit. Do want to mention my interest in people from crisis-areas around the world, but instead I share insights into being adopted from Korea and brought up in Denmark, and only later on when his friend arrives I tell (her) that our crossroads meet. Him as an ex-soldier who has many ideas and notions about UN projects in war-areas and I writing about the children of survivors of torture in my thesis at the moment. We have so many things to share and discuss and not in theory, its nice.
I felt so gratefull and happy that this meeting was not about a man meting af woman and were both in relationsship and not looking elsewhere. It is a meeting about knowing and thinking about different cultures, how life is lived elsewhere on this planet and adding to this a pretty big amount of political thinking. And what a nice couple to engage in many nice talks about having, bringing up children and enjoying children as parents.
I have to leave for home with my boy (still driving around watching other children play) and at the end of our meeting we exchange emails. He has invited me to come and sail around the Island on the Seychelles and stay there if I can. I can reply with giving me email if he comes back to the Scandinavia (is that a great invitation or what?)
I think to my self: go with the flow and don´t worry what will come out of this or that, go with the flow and people will cross your road or you theirs and new stories and journeys will onfold. It has been a long time since I did this -actually when I was single -or in Berlin.
I feel life is comming back to me again, or I am centered right back into life after a long hard year.
Seychelles is definitely on my list of places to go to, next after Lithuania this year and Southkorea next summer. Hmm.
Hope I can write his email correct. ..
ENGLISH ? I realize others apart from my little world might read this blog, now I am added to cybermum in Holland -tjeck it out:
Oh now with really nice music on her blog -cool
July 07 Die blümchen in my bag gardenNår jeg ikke skal skrive på specialet, kobler jeg hjernen fra med blomster-nipning. Så processeres informationerne bedre til lagring i langtidshukommelsen mens jeg bruger ur-hjernen. Har lige læst (pamflet fra Post Danmark !) at hjernen, den bevidste del, kun klarer 11 informationer i sekundet
hvorimod
urhjernen klarer 11 millioner informationer i sekundet ude i det grønne.
Man skulle have lavet feltarbejde ude i marken og skrive sit speciale istedet om Naturen-det optimale læringsmiljø og således fungere bedre i specialeskrivningen i data-indhetning
og skrive specialet ud i gårdhaven med parasol og vind i håret.....
Nå denne information gælder nok ikke os, der skriver specialet og kun bruger pauserne til at nyde eller pusle i baghaven. May 22 Livet siden min nye G3 telefoniJa, længe har jeg båret på en hemmelig drøm. At eje en endnu bedre men mindre mobiltelefon. Jeg er en af de tidligste G3 kunder hos 3 med det nu forgange abonnement 3boom, guld osv. Det gjorde at jeg kunne bruge deres online service direkte ned på videotelefonen. Jeg var glad for min gamle NEC e616v. Nok var den tung som to mobiltelefoner, men det havde så meget ram, at den var en omvandrende videokamera og pc. Jeg kunne ringe gratis rundt iblandt 3 abonnementer. Og i snart 1 1/2 har jeg håbet, at flere i min omgangskreds ville omvende sig. Men nej. Jeg har kun en bekendt, som jeg sjældent andet end chatter eller smsér med. Så mit videotelefoni hører sig det hedengange kæresteforhold sig til.
Men så kom den nye model fra LG til og den ligner en helt almindelig mobiltlf. Og den har ikke en antenne, som de tidligere versioner af LG G3 telefoner har. Jeg valgte ikke at falde i svime over den lyserøde model ved tanken om, at jeg i kommende arbejdssituationer nok tager mig mere seriøst ud med en sølvfarvet i hånden. Tag nu eksemplet, hvis jeg sidder og arbejder med hårdt traumatiserede familier og fluks dykker ned i min håndtaske for at tage en "hej-jeg-er-tøs-på-den-coole-måde" pink mobil frem.
Desværre har den nye ikke et superfedere kamera end min gamle NEC. Jeg foretrækker faktisk den gamle på mange måder angående multimediefunktionerne. Men det nye design, letheden, (læs mere,hvis du er blevet nysgerrig på http://www.3.dk/templates/Mobile.aspx?id=12370) og den lette software pakke til pc'en gør at jeg nu tør give mig i kast med downloads, bruge den som mp3 spiller osv, hvilket jeg stort set aldrig brugte den gamle model til. Dog kan jeg ikke få mit mobile internetadgang til at virke og bluetooth har jeg heller ikke orket at bruge tid på lige nu.
Af samme grund, har jeg derfor heller ikke fået brugt tiden til andet til noget relateret til opdatering af drivere, geninstallering af LG software, nye versioner osv, rydde op i gamle filer, opdatere nye tlf kontakter og lære at synkronisere hele baduljen med de kontaktdata jeg har rundt omkring.
Denne tid med så megen synkronisering, uplink, networking og følgende opdatering og glem ikke at medregne afinstallering af gammel junk og drivere, der spærrer porte, firewire og hitte rundt i kontrolpanelet gør, at man rundt regnet bruger 20 timer på at være "oppe på beatet" igen.
Jeg tror altså heller ikke at det bliver i dette kalenderår, at jeg evt. flytter min blog til fx smartlog eller lignende. For nogle ting hænger jo godt sammen. Hotmail, messenger, blog, skype og festoon, mens det ikke nødvendigvis hænger godt sammen med 3's tillægsservices og pludselig har man alligevelle 4 emailadresser og et hav af brugernavne, kodeord, kundenumre, pinkoder, pukkoder og bliver totalt afhængig af, at også en online bredbånd fungerer optimalt med de dertil nyopgraderede virusprogrammer, popupspærringer osv. Jeg klager ikke nød. Blot kan jeg forestille mig, at der er mange andre især kvinder, der nøjes med en lille nokia og har tlf og pc rimelig adskilt, for tiden og ihærdigheden i at få det hele op at stå, hører nok de fleste mandenørde-hjerner til med den entusiasme, der uvilkårligt skal motivere en til at skabe sammenhæng mellem disse mange teknologiske landvindinger.
Men når det virker. Ja, så er det sgu da fedt at lillemand skyder et billede af mor fra hans øjenhøjde og vi sammen kan smide kablet i pc'en og se det på en skærm og og mor så kan lægge det ind på bloggen for at forevige endnu et øjeblik, der hurtig er glemt (her taler jeg om at små børn udvikler sig så hurtigt, at det ikke er en dårlig kliche, når venner og familie synes at han er blevet så stor og udviklet siden sidst- og det måske bare på en uge)
Nu mangler jeg bare at få et fif til hvordan jeg linker videostreams til min blog, fx via imageschock eller lignende. Det kan jo være jeg får feedback herover.
Krav: det skal være nemt! klart nok. også at redigere rundt i skulle man smide forkerte streams ned på en server ude et ukendt sted....
Fortrydelse angående LG U880: hvorfor dælen laver de ikke et kamera med mindst 2 megapixel, når man alligvel skyder pics i farten, skal det også være noget bedre kvalitet at se på. suk.
fik jeg nævnt, at LG også er koreansk :-) March 28 Autencitet indenfor blogadfærd -men udfra hvilke normer?Indrømmet! Når man plejer den sparsomme tid, hvor det ikke handler om barnet, indkøb, hvad man skal bringe op til næste psykologsamtale (hvorfor er/har jeg en depression jeg gerne vil helt ud af), maling af reoler i oliemaling (kan desværre ikke gøres i snuptag), frustrationer over teleselskaber og forsikringsselskaber, sætte mig ind i hvad live-rollespil er for nevøen på 12 år, rengøring og nyindretning af soveværelse; ja så bruges tiden til kæresteforholdet. Det skal ikke lyde som en undskyldning overfor mig selv og blogskriveriet (eller læsere, der måtte følge denne blog...) men snarere som en overraskende konstatering her til aften. Det er en af de få aftener, der er helliget mig selv alene mens E sover sødt i det eneste soveværelse i min lille hybel. Og det er skønt at have tid til at surfe rundt på nettet. Efter en del ajourføring med de emner, der ellers optager mig på nettet, endte jeg på minegen blog, nemlig for at finde mit hurtige link til min veninde, der var kickstarter til jeg fik nørklet mig sammen til også at oprette min blog i sin tid. Hun er mærkelig nok, også nævnt, som den eneste blog-link her på min blog: Men i lyset af de tråde, jeg fulgte via hendes side, må jeg tilføje hende også her: http://ekaterina.smartlog.dk .
Det er gået op for mig, som pt ikke er single længere, at der er run på blogs´ne derude. Ikke bare i antallet og i emne-variationen heraf (og opfindsomheden og humørgraden herunder), men også i de, skal vi kalde dem, "vedhæng" , for nemheds skyld, som blomstrer op ifa portaler, anbefalinger, information om blog, tags, RSS osv. Kan allerede se nu, at det er længe siden, at jeg har formuleret mig på skrift (hvilket får mig til at krympe indeni af dårlig samvittighed over, det store speciale på 100 sider, som jeg endnu mangler at få skudt igang -selve skriveriet altså). I den seneste tid har det stået på pendling mellem kærestens sted og mit. Men "dine" og "mine" børn (Vi har kun et styks barn hver, men alligevelle...). At bruge luksus tid i dynerne med hinanden (når ungerne er ude af døren), med natmad, fjernsyn der får mors fyldte og til tider kaotiske hoved til at koble af, låning og lejning af DVD film (også en måde at "bonde" på og lære hinandens sider og meninger at kende på), natmad, maling (på lærred) til ud på de sene nattetider, samtaler osv.
Før vi blev kærester brugte vi begge nettet flittigt. Jeg kender ikke hans internet-oversigt over besøgte steder, men mon ikke han surfet på andre sider end kunst og www.netdating.dk... Og vi skypede og MSN´ede til hinanden nærmest hver halve time.
I de seneste uger har computeren hovedsagligt være benyttet til http://tv.tv2.dk/tvguide.php?portal og omtalelser af film www.imdb.com. Du ved, så man lige kan tjekke, hvor-det-nu-var-man-kendte-skurken-fra og afgøre evt dispuster om filmens historiske data, anmeldelser heraf osv, for at få det hele med, når man har tjekket lidt af de ekstra features, der følger med nutidens DVD film. Så har vi flittigt hørt intenet radio;
www.apple.com/itunes/ og http://www.dr.dk/radio/ og http://www.pandora.com/ (vær din egen radiostation og hent ynglingsmusik og stream ind på compen). I ny og næ har jeg fulgt debatten, der herserer indenfor bonusforældre (sorry, man skal være medlem). Og jeg har også brugt nettet til forældre-agtige ting som (søg selv på google) troldeborn,voresborn,solrodic, tinge-linge-later osv, men vil anbefale www.dksvom.tripod.com
,når man lige skal finde ud af, hvilke krav der er til badebukser for blebørn, der endnu ikke er fyldt tre år (gummibuks der holder bæeen indenbords skulle uheldet være ude mens barnet svømmer i en offentlig svømmehal). Og her genopdagede jeg igen nytten af private blogs. De mange sites kan være genveje med anbefalinger og kritik til det emne, man nu er optaget af men har kort tid til at researche på (især når min(e) telefoner ikke virker pt).
Men nu har vi dyrket det intime kæresteri i lang tid og det er tid for nyorientering mod, hvad der ellers sker på planeten vi (også) befinder os på. Vores private planet har i lang tid heddet M&M (forældrenes initialer) og M&M med M&E (forældre & børn).
Jeg husker, at før jeg fik kæreste på, handlede min historik på nettet mest om datingsider, datinglivet, bylivet, kulturlivet, cafelivet, studenterlivet, singlemor-livet, statsamtet, vuggestue og kommunesider samt opdatering af diverse mulitmedia -og kommunikationsmidler over internet (der igen skulle forøge kvaliteten af kommunikation formidlet gennem internetdating).
De seneste tre måneder har kun omhandlet opgradering af Norton Antivirus (2004), der konstant melder "LU1876 aborted during update". Her er løsningen, skulle du kende problemet; http://service1.symantec.com/SUPPORT/nav.nsf/docid/2003082012355706?Open&src=con_asa_us
Men blev jeg af nysgerrighed (og hvor søvnen ikke overmandede mig før 22.00) ledt videre til den føromtalte venindes link over til en blog til en, der henviste til en anden blog, der igen henviste til en tredie osv. Og sjovt nok (men ikke mærkeligt nok) havde min veninde (uafhængigt at mit kendskab og møde med hende IRL) en henvisning til en fælles bekendt, der (her kommer det) sjovt nok havde mit blognavn listet på hendes site. Eatmyshorts kender jeg i en helt anden sammenhæng, som adopteret og hun ved nok også, at hun og jeg har den føromtalte fælles veninde. Men det nye for mig, var at opdage, at http://www.gullach.dk uden mit kendskab herom, havde listet mig (hun har så vidt jeg ved ikke været inde på min blog). Et virtuelt møde via et klik på nettet, uden vi egentlig har face-to-face eller en levende skriftlig udveksling igang.
Det satte mine tanker igang. Hvor langt ønsker vi at man at kende hinanden -altså udover det AT KENDE TIL HINANDENS EKSISTENS, via blogs. Og er der egentlig noget hemmeligt eller noget man ønsker at skjule for en, man jo kender og føler man sagtens ville kunne tale med IRL og også udveksle tanker og følelser og begivenheder med? Og spørgsmålet opstod, hvordan hun kendte til min blog, med mindre hun uforvarent har støvet mig op via en googlesøgning på et tilfældigt søgeord. Eller at hun IRL har talt med vores fælles veninde, der har opgivet min blog (den er altså ikke hemmelig men offentlig tilladt at gå ind på). Eller også har hun blot ligsom jeg, set mig via en kommentar på vores fælles bekendtes blog. Eller, eller eller. Jeg har fattet at jeg via min MSN blog kan se en statistik over, hvem der har været inde på min blog og hvad den henvisende adresse evt har søgt på via fx google. Men sjældent tjekker jeg detaljeret ud. Men jeg opdager jo så (langsomme mig), at http://www.kapster.dk (ligsom mig, tsk tsk, hm,hm) også spotter, hvad folk fx finder ens blog på udfra søgekriterier. Og indrømmet, det var kanon underholdende læsning at se kapsters eksempler på, hvordan folk har rendt ind af hans virtuelle "hoveddør". Synd og skam, at han, som jeg kan forstå, har begravet sin blog. Kapster fandt jeg naturligvis via den berømte og eneste venindes blog (og eneste jeg har nedfældet linket på på min blog). Men læs selv hans forgangne side, som jeg kunne fristes til at reagere på, var jeg stadig single og derfor undlader at indlade mig videre ind på.
En gammel savn opstod i mig. Det at lære folk at kende over internettet. Weird ik?, jeg som var så træt af internetdating (datede altså kun 4 via nettet og en fra byen i over et år trods megen tid og annoncering og søgning på nettet af flere omgange....) og i resignation slettede alt og lavede en ny kort profil for sjov på www.netdating.dk, som mærkeligt nok afstedkom mødet med den dejligste kæreste man kan tænke sig (tager man sitets fremtoning i betragtning).
Jeg har nu gransket var det savn handler om. At få stillet sin nysgerrighed. Over det at blive set, læst og reageret på via kommentarer, mails, sms, tvetydige henvisninger i den blog, som de få udvalgte har fået tilsendt et link på dengang jeg datede. At blive oplevet, grint, grædt, rystet på hovedet af, blive forkastet, forgudet, forført, forladt, forbigået eller taget ind i varmen af. Af den anonyme alt-kan-blive-muligt-med-den ukendte-modtager-af-disse-ord. Og bliver man ikke forbigået i tavshed af div. voyeurs (=dem, der kigger men ikke lader en få adgang til deres lukkede site (læs MSN-bloggere) men i ny og næ tjekker min blog ud) så bliver man måske eller måske ikke læst af intetanende google-søgere, der tror de skal læse om fx "afsked med veninden", men uforvarent må læse om min afsked men min elskede kat, hvor jeg i den forbindelse nævner en veninde osv osv. Og så er der dem, der læser og kommenterer min blog.
Nu er det jeg har tænkt, at det er derfor disse hersens site opstår, dem, hvor der er oversigter over alle mulige bloggere og hvad der bliver skrevet om i dag eller denne uge. Og hvor man kan tilmelde sig, for at blive listet, for dermed at blive spottet af andre bloggere, der vil se om de er på en populær liste eller blot er nysgerrig (som jeg også er) eller måske vil se, hvem der referer, tagger, memer og nævner diverse blogfolk. Det kan jo også få timerne til at flyve afsted. Jeg mener, man starter med sin eneste egne link til en veninde, der "sender" en videre (jeg kan jo bare lade være), der så sender en videre til andre og pludselig er der krydsreferencer på kryds og tværs og i den sammenhæng, er der jo nogen bloggere, der kender flere end andre, eller "skylder " andre at reagere på de bloggere, der har nævnt, kommenteret, blogget eller memet dem. Og nu går det stærkt.
Nu må man, hvis man er fortvivlet bagud, sætte sig ind i terminologien, der er mange bud på, om hvad dette og hint begreb i egentlig forstand udspringer fra/betyder. For ikke at slynge om sig med brug på begreber, der måske uforvarent sætter een i en forlegen situation, at man for høfligheds skyld eller venskab skyld må kvittere på den ene eller anden måde. En hel virtuel kommunikations-industri er igang. Jeg må indrømme jeg stoppede ret hurtigt. Researchen og omfanget heraf vil sluge den sparsomme søvn jeg har tilovers. Men jeg fik da forstået, at alt efter hvilken slags blog man bruger, kryder flere blogs hinandens "omfavnen" hinanden mere end andre blog-typers. http://blogbot.dk er blot en af de mange af slagsen, jeg støder på, at flere bloggere benytter sig af eller tjekker ud. En slags nedfælden hukommelse af, hvem som har stemplet ind og ud af nettet og bliver citeret enten via direkte uddrag (tags?) eller via de enkelte blogs egne referencer, tags, memet osv. Og lad mig i den forbindelse henvise til http://greensgemak.smartlog.dk/46946_Undskyld_jeg_tagger_nej_tak.html der udmærket stiller sig kritisk overfor memebølgen, der minder om kædebrevs-problemstillingerne.
Jeg er, heldigvis, kan jeg idag forstå af ovennævnte, ikke blevet memet. Jeg tror også jeg ville bakke ud, idet min blog har som udgangspunkt, at skrive- helt ærligt. Det er sværere end det lyder, når jeg samtidig bakser med at bevare en vis form for anonymitet -også af hensyn til dem, der omtales/refereres til, når det griber ind i privatlivets fred. Jeg mener hermed, at bare fordi jeg blogger, er det ikke nødvendigvis, at min omgangskreds vil stille sig tilfreds med at "jeg skriver ligeud, hvad jeg mener". En vis portion pli og anonymitet mener jeg man skylder sig selv og sine omgivelser. Og lige nu er der måske intet at tage hensyn til, men jeg ser det sådan, at det, der nedfældes her, primært tjener som en virtuel dagbog, som andre gerne må tage del i, for ellers ville jeg jo ikke stille den offentligt tilgængelig. Det er nemt at henvise til bloggen også med hensyn til opdatering, fotos, links osv. Men jeg håber også at det som står her, også vil kunne læses eller kunne gengives til mit barn, skulle min blog eksistere eller være tilgængelig til den tid, han måtte have mulighed eller lyst hertil.
Men udfordringen og nerven skulle forhåbenligt også udvindes af den faktor, at når man skriver helt ærligt, skal det ikke være hvad som helst, bare fordi det er ærlig ment, tænkt eller følt. Der må gerne være en grad af autencitet, personlighed, niveau og stil i indhold og formulering således, at andre, der måtte følge disse linier af lyst og ikke pli/pligt også kan omend ikke spejle sig i min livsstil og ståsted i tilværelsen (ung eneopdrager, studerende, nylig ophørt single men stadig til fest, åndeligt interesseret og alment reflekterende væsen) så i hvert fald føle en vis form for relevans eller indsigt i noget, der vækker interesse eller genkendelse i deres forståelse af læseren selv eller i dennes forholden sig til sine relationer, der (forhåbenligt positivt) bringer ham/hende en fornyet viden om. Om noget, som vedkommende ikke har kendskab til, fået oplyst eller formidlet/artikuleret til fulde. Dette gælder også for mit eget vedkommende. Jeg bruger også bloggen til at vedhæfte oplevelser på et slags lærred for hhv at forstå dem, tænke over noget, vende det, fastholde de flygtige øjeblikke (man glemmer hurtigt et barns udvikling, som det vokser sig til nye kompetencer og interesser) , formulere glædelige og taksomme følelser, der ellers hurtig kan blive tage for givet og glemt. Og nedfældne holdninger, ord og tanker kan, selvom man også skulle ændre mening herom, give en selv et indblik i ståsteder man har vadet for længe rundt i eller netop har skippet for hurtigt over i et tilbageblik.
Og af samme tanker, som jeg håber ikke er for flyvske eller uforståelige, siger det ikke mig så meget at remse favoritpunkter op for dette eller hint eller absolut kommentere og have en mening om alt, der står foran mig. Tilgengæld elsker jeg udvekslinger, der sætter hjernen i sving og udvider ens horisont og bevidsthed.
Jeg er nok dårligere til at skrive kanonsjovt og hylende sjovt. Og har jeg intet særligt at bemærke til sager, der har strejfet mit ellers nysgerrige og videbegærlige sind, så prøver jeg at lade være med at forcere noget frem, bare for at skrive noget dagligt fx. Det er sgu også noget af en "teaser" for ens ego og perfektionisme. Jeg har nok dertil svært med at skrive kort om noget, som hurtigt forsvinder af mit sind, fx bare for at remse nogle begivenheder op. Medmindre det altså drejer sig om at få vinklet nogle mor-barn-oplevelser. Her er forhåbenligt noget for andre enlige mødre eller kvinder, der mangler blogs om andet end glansbilleder og strikkeopskrifter (har samlet på glansbilleder og strikker da også til tider...). Der er mange blogs, som jeg oplever skimmer toppen af deres hverdags oplevelser ud fra en GØREN og LADEN. Og færre, der beskæftiger sig med en værens-tilstand og oplevelsens kvaliteter og hvad det gør ved en, som menneske. Men det er godt og skidt de mange måder vi blogger udlever og formidler vores holdninger og identiteter.
Jeg mener, der er en en læser til enhver blog (udover vennekredsen til bloggeren og blogskribenten) og så er det fint nok for mig. Jeg ser dog også, at de mange holdninger og emner, der tages op er tidsrøvere, for egentlig samvær med dem, som vi holder af.
Jeg selv har mange mennesker, jeg ikke sidder og drikker en hyggelig kop te med, fordi jeg sidder foran en skærm, eller hvor jeg orienterer mig via ukendte blog eller nettet generelt istedet for at konfrontere mig med de virkelige mennesker jeg kender, som faktisk kan sige mig imod face-to-face. Og så er det nemmere, mere uforpligtende og rummeligt at skrive ud i bredbåndet. Mindre farligt og herligt underholdende. Man kan endda knytte nye venskabsbånd herover (har ikke prøvet det endnu) men det kan jo være min tid også kommer.
Fx er jeg enormt nysgerrig efter, hvad folk der har kommenteret (eller netop ikke har kommenteret) egentlig tænker i længere sætninger end jeg har stødt på indtil nu. Noget skal vækkes eller motiveres i mig og ikke udfra devisen om; jeg stiller dig nogle spørgsmål/kommentarer og så skal du gengælde eller sende bolden videre (læs som meme vist også handler om) Og jeg er da enormt nysgerrig på hvordan nogle en udveksling skulle kunne foregå med en kinesisk besøgendes hilsen (på mandarin), idet jeg forstår, taler eller skriver dette sprog. Eller jeg er nysgerrig over, hvorfor denne eller hint regaerer med deres kommentar, hvis de gør det.
Endelig skal gengælde samme tankegang med at skrive, at jeg faktisk ikke skriver kommentarer i andres blogs, medmindre, det på samme vis har rørt noget i mig, som tilskynder mig til at svare eller kommentere. Jeg er ikke den, der bare skriver en hilsen for at sige dav. Måske jeg er blufærdig overfor en potentiel "risiko" for at indlede en udveksling med en blogger, hvis indhold ikke taler til noget i mig. Det er jo så min last. At jeg dømmer udfra, hvad der står på bloggen med diverse besvarelser på listede spørgsmål eller problemstillinger, som de måtte have liggende på deres hjemmeside. Men jeg ser det ligsom dating-livet i nylig fortid. At man kan lide en bestemt film siger mig ikke om han er en spændende person jeg gerne vil bruge mere tid på at fordybe mig i eller "lege" med på nettet. Og hvem kan ikke lide fælles gode ting, så som hygge, rejse, være med venner, kunne erhverve sig genstande, der gør en glad og bruge tid på det osv osv.
Ja alle disse tanker sprinter frem bare fordi jeg igen sidder alene foran skærmen. Og skulle jeg ende med at blive single igen, så er jeg nok også hurtigere fremme på tasterne. Lige nu er jeg glad for den dyrebare tid jeg har bliver anvendt til hverdagens udfordringer. Og jeg mangler jo stadig at færdiggøre et stort speciale.
Så fik jeg da varmet hjerneceller op igen og har fået tankerne væk fra E, der er bange for en lille edderkop på badeværelset og farlige løver i drømme. Eller hvornår M&M igen skal være sammen og hvad, der skal gøres ved soveværelset fordeling af de få kvadratmeter der skal fordeles mellem barnets verden og mors seng.
God nat og sov godt. Tak, sov selv godt kære. Jo tak, nu er det allerede idag. Men igår ville idag ikke have været idag, men igår...(den skønne sommertid).
January 09 Man er rig når man-når man (iklædt ikke sit fine tøj, men bare mærker, at det gør godt at gå i sine slidte cowboybukser igen, bare fordi de er særligt egnet til støv fra keramik og maling ) og kan lave den dejligste og opløftende ret af rester istedet for at have handlet rigeligt ind. Gulerødder, løg, oliven, en rest finker, flåede tomater, grøn karrypaste, oregano, syrnet fløde, 4 kartofler, en ordenlig spand korrekt dampede ris og nyder et glas rødvin dertil. Og kan man høre den elskede stå i rummet ved siden af og arbejde mens ungen løber ude på gangen og maler på de tilladte vægge for grafitti og glædestrålende skriger, at mor skal komme nu og beundre hans værk, kan man ikke bede om mere rigdom.
Men jeg nyder også min egen opvaskemaskine, stempelkanden, dvdfilm til 25,-kr i Fakta, min elskede koreanske bil at drøne min søn og jeg rundt i, en plade chokolade og skarpe farver på fjernsynet i baggrunden mens mor taster løs på den bærbare IMB (ikke andre mærker, vel?).
Idag blev jeg mindet om kommende planer for året 2006. Når jeg skal på jobmarkedet vil jeg ikke være slave af smøgerne, men dropper dem først når specialet er " i hus". Lave ikke kønne ting i keramikværkstedet i medborgerhuset, jeg ikke har frekventeret længe, men istedet kaste mig løs over det fedtede ler og lade spontaniteten folde sig ud og indkoorpoere "hovsa" som en del af den kunstneriske frihed. Jeg skal jo ikke, som andre, leve af det. Det er en luksus, at være kreativ, bare fordi man har lyst og fordi det gør en glad. .
Jeg tænker på andre kære, jeg holder af og savner at være sammen med, hvis hverdag rummer så mange udfordringer, som vores velfærdssamfund heldigvis og stadigvæk har ressourcer og råd for at afhjælpe. Mit håb, er igen at begynde at være frivillig igen i et værested, hvor brugerne dropper ind for en kop kaffe og glædes over de fint smurte håndmadder (det danske svar på Japansk sushi). Jeg savner samværet med de ældre og det samvær og de samtaler, der opstår, når unge og gamle erfarne snakker på ligeværdig måde. Jeg glædes over, at jeg er begyndt at have overskud til at tænke på andre igen og være noget for nogle, der aldrig har haft særlig meget overskud.
Næste projekt efter jeg har smidt ud på lossepladsen, er at få afleveret den pose med sko, som jeg har haft stående i snart et halvt år, uden at tage mig sammen til at finde en genbrugscontainer.
De sidste små julerester er hældt ud og så står den på ommøblering af reoler, ud med de gamle og ind med min vens reoler, der skal males og i den forbindelse, skal kælderrummet også sorteres og muges ud i.
Ja, det bliver et dejligt forår vi går i møde. December 04 Lad bilen stå -juletidJeg har nu ændret min tidligere optimistiske barnlige julesind, hvor "jeg glæder mig i denne tid" til "øv min bil er smadret". Det er julefrokost tid. Og så skal man jo bære julen ind, og mens man nyder de våde varer lader man bilen stå. Denne gang lod jeg den desværre stå i en baggård på Nørrebro. Ikke god ide. Så efter at have kørt med sort taxaer to gange denne aften, kan det ikke undgås at man tænker, jeg skulle ikke have ladet bilen stå. Første taxachauffør blev for nærgående mht spørgsmål om min partnerstatus, hvor jeg boede og om jeg boede alene. Da han ikke alene ville give sit mobilnummer skulle jeg engang mangle en taxa, når min bil står parkeret i julesæsonen, men pludselig også skulle fortælle mit nummer og bopæladresse, skyndte jeg mig hurtig at takke af for turen og mødes med venner ude i nattelivet. Det havde strejfet mig, at fandt jeg ikke snart en taxa kunne man da godt køre bilen til nabolaget. Men i samme øjeblik stoppede denne famøse taxachauffør op. Efter et par timers turen rundt i nattelivet prajede jeg igen taxaer forgæves sammen med 200 andre morgenstive gæster. En ny "sort" taxa dukkede op og jeg fik denne gang et nummer uden at skulle kvittere med min bopæl og hvorvidt jeg boede sammen med en mand osv. Efter et par velfortjente timers søvn tog jeg atter en taxa til Nørrebro. Skulle hente min dreng udenfor byen men ak og ve, min bil havdet jeg ladet stå -på det forkerte sted. I nattens mørke havde tyven haft arbejdsro i den stille gård, til at tømme alle værdigenstand i min dejlig undværlige bil. Da han opdagede at min bil er anderledes indrettet mht fodpedal og bremse havde han droppet at køre bilen helt bort og istedet efterladt min bil med en million glasskår, gennemrodet bil og hele årets benzinkvitteringer spredt ud over hele gården. Efter en tur på Bellahøj Politistation måtte jeg konstatere, at jeg får en rapport tilsendt fra dem, og nu skal have lavet en ny siderude. Man tager ikke fingeraftryk af så små forseelser, men de hjalp dog med at finde et tlf.nr til en døgnservice for isætning af bilruder. Desværre har de ikke mit bilmærke. Så en ellers sjov julefrokost aften endte op med 3 gange taxaregninger, en stor udskrivning til bilrude samt en masse spildt tid på at ordne forsikring, få gennemsynet bilen, fixe en midlertidig plasticrude og håbe på ingen opdager en usikret parkeret bil. Men værst af alt; mine bedste musik CD erhvervet i ind og udland er stjålet. Øv øv øv. Dagens sure tumulter endte dog med at mor smilte igen, da E havde fået juletøjet på og er evig glad for de hyggelige jule-aften-stunder med kalenderlys, Bamse og kylling kalender og online spil. Næste gang jeg lader bilen stå, skal den stå under den mest oplyste gadelampe, hvor flest mulige forbipasserende vil bemærke en stor mursten, der kyles ind af bilruden. Men som vennerne siger, man må se positivt på tinge og konstatere, der er kun sket materiel skade.
Synes dog at jeg har fået min tørn af indbrud (x3) stjålne knallerter (x4) skader på bil forårsaget af andre bilister (tre gange siden erhvervelse af bil) og nu et indbrud oveni. Jeg bevarer optimismen, når jeg tænker på julen er børnenes fest..... October 19 Opgaver der venterJeg har jo en opgave, der venter på at blive taget sig kærligt af. Jeg har jo et barn, der forventer jeg tager mig kærligt af ham. Jeg har en udfordring, der venter på at se, at jeg kan overholde mit løfte overfor mig selv. Og når jeg er begyndt at søge ud på arbejdsmarkedet, er tiden inde til at droppe mit cigaretforbrug. Jeg fylder mit tomrum ud med nyttesløse overspringshandlinger. Så hellere bruge dem på at have det sjovt. På mig selv gudhjælpe mig. September 01 At sætte ord på følelser men overfor andreJeg øver mig, igen, i at være tilstede i mine behov for at vise mine vanskeligheder overfor andre. Jeg går i gruppeterapi. Længe har jeg siddet alene med mine indeklemte følelser og tanker om alt det tumultre, der er hændt mig siden jeg blev gravid. Det gør godt. Det er sejt og der er naturligvis tavshedspligt i gruppen. Der er ingen dagsorden, man tager ordet, om det man måtte have lyst til at dele højt med andre. Idag græd jeg. Ikke højt og hjerteskærende, men på en meget sart måde, der kom fra en dybfølt sted. Ting jeg tidligere har remset op i en forklaring, på en måde, der virker som om at jeg er ok og klarer mig fordi jeg virker så stærk, fik jeg sagt på en anderledes måde idag. Jeg har mærket min kærlighed til manden, der har spøget i mit liv så længe igen. Det sætter så meget igang. Sårbarhed, usikkerhed og ikke mindst angsten for at blive skuffet, svigtet og såret igen. Men jeg er ikke panik denne gang. Ikke så vred og forhærdet, som tidligere i min måde at skærme mig væk fra det lidelsesfyldte. Jeg er meget lille og træder i ukendte vande. Har ingen kontrol over hvad, som skal ske, hvordan og hvorlænge. Mine følelser svinger fra at have det bedre end jeg har haft det længe for dernæst at genkende, hvor ulykkelig jeg har følt mig indenunder de mange roller, jeg skal mestre. Som mor til E. Som barn til min koreanske mor, som kvinde til mænd, som jeg måske finder ud af jeg skal gøre noget alvorligt med, som ex til en mand jeg elsker så kødet rasler af mit skrøbelige skelet. Jeg er så bange for at blive viklet så meget ind i et menneske igen, at hele min eksistens og værd hænger i frygten for at blive forladt igen eller begæret efter at være eet igen med den man har skænket sit hjerte til. Det tager tid at komme sig over sorgen i, at ikke kunne være med det menneske, der skulle være der i ens fremtid. Men modsat et tab pga et dødsfald, hvor sorgen uigenkaldeligt skal forholde sig til at man aldrig skal ses mere og holde om hinanden, er tabet til et levende menneske med mobiltelefon, lejlighed, børn og arbejdsliv sværere at acceptere og glemme. Jeg ved nu, at vi aldrig har ophørt med at tænke og elske hinanden selvom vi har været adskilt i hver vores verden og liv. At alle mine følelser har været ægte og gengældt men svære at udleve med netop mig. At jeg er svær at være sammen med, når jeg bliver bange, vred, skælder ud, skriger og virker aggresiv og skræmmende fordi mine følelser stikker så dybt. Men at jeg også er vidunderlige at være tæt på, komme langt ind på livet af, tale og tie med. Køre i bil med. Jeg arbejder derfor bl.a. med at være bedre til at udvise mit indre liv. Og i en gruppe bliver man konfronteret med alle andres meninger, holdninger og domme om mig og min måde at virke på. Og det er jo vidt forskellige ting, som jeg rammer i folk. Det samme gælder såmænd også i datinglivet. Jeg indvirker på forskellige dele hos mændene, der helst vil se alt det, som opfylder deres behov og drømme. Men jeg er som alle andre mennesker og kvinder fyldt med sider, der er mindre smukke og mindre fede at være i selskab med.
Så jeg øver mig i at være mig som jeg er indvendig og være det udvendig, så jeg også kan blive mødt og blive attraktiv for denne uoverenstemmelse, som jeg stadig besidder. Hvordan skulle jeg ellers kunne håbe på, at finde det match, der kan elske hele mig? Ligsom jeg heller ikke i mine datingprofiler prøver at skin-sælge alle mine dyder og kompetencer og fantastiske sider, arbejder jeg også i gruppen på, at vise alt det, som jeg ikke magter. At afsløre alle de tanker, som jeg endnu ikke har tænkt igennem pga erfaring eller sikker viden, men at vise mig, lige der hvor jeg er nu. Ufuldstændig, i bevægelse, i udvikling, og særdeles uden kontrol og tjekkethed. At vise de sårbare sider, der får den anden til at føle sig underligt tilmode, for det strider med han/hendes indtryk af mine ydre stærke og afklarede sider. Jeg er ikke bange for at græde. Det letter og klarer tankerne og styrker fornemmelsen for hvad jeg ikke længere vil og hvad, det nu er på tide, jeg får gjort, vist eller sagt.
Jeg mediterer også. Men jeg mediterer indenfor min egen bevidstheds-univers (og overfor Gud). Overfor andre i en gruppe afstedkommer mine tanker og følelser reaktion og aktion. Alt det sagte og alt de usagte. Jeg er pioner i at gå forrest med mine hudløse ærlighed. Og det provokerer. Nogle vil måske forvente jeg skal trøstes, have medlidenhed, have forklaringer, have fjernet mine ar. Men jeg øver mig bare i at være mig.
Det har taget år, timer, og en hel del penge. Men jeg føler jeg er på vej. På vej ud af en mørk tunnel, der har formørket mit sind så længe. Og jeg vil ikke længere nøjes med at overleve på sort humør, sikre venner og mit barn. Jeg vil elskes som den kvinde jeg er med alle de andre roller indeni og udenpå mig. Og jeg vil finde mig en, der kan tåle at tage imod mine mørke og lyse sider, mine varme og kolde fremtoninger, og mine velformulerede og gennemtænkte såvel som mine ugennemtænkte og dybeste udtryk. I mit sprog, min krop, min udstråling, min ro, min ilterhed, i min sårbarhed og i min styrke. Jeg er begyndt at holde af mig selv igen.
Det er godt for mig ikke at sidde alene med mine følelser. Det gør mig levende igen at være med andre om det. Og jeg er taknemmelig for, at jeg har fået muligheden for at gøre det i et trygt rum og ikke ift en partner, barnet eller famile og venner. Gudskelov for mental terapi er opfundet. Jeg smiler af mig selv og af min tekst. Så er det ikke helt forgæves, vel? August 03 Roser er rødeDiskussion blandt venner. Er det mindre romantisk at modtage roser fra udlandet, når man ikke får dem bragt til døren, men selv skal hente dem i nabokiosken? Jeg synes man under alle omstændigheder er rigeligt begavet at modtage en stor buket når man mindst venter det... Der har været perioder i mit liv, hvor jeg var den eneste, der gav blomster og der har været perioder, hvor jeg gik ud og forkælede mig selv ved at købe for 100 blandede vilde blomster (Og absolut ganske få timer, hvor jeg har haft en tørret buket hængende på væggen) En nydelse, der varer længere ved end den tid hvor man nyder synet og duften. Og selv blomster kan holde længere end en ring, viser det sig nogengange... I aftes blev vi enige om, at vi piger nok burde skifte karriere og gå over i blomsterbranchen, så kloge vi er på, hvor meget man ellers kan blande blomsterne. Et tema, de færreste mandfolk kan bruge tid på at filosofere om. Hvad med årstidens grønt iblandet en aubergine, hvad signalerer det måske? Den yndigst blomst jeg har modtaget var en lille mælkebøtte, der var ved at falde om af de mange pust fra lille E, der fandt den helt specielt til mig. July 14 Ingen singler på øen...Ak igen. På den lokale beværtning med de røde, gule og grønne lyskæder. En ophængt fiskekutter i loftet, indgravede og ridsede kærestenavne i væggen med kniv eller kridt. Lokale kander med gusten sprutblandning, som man kun orker at tømme i gode venners lag og man er 16 år. 4 lokale drankere i baren, en "irsk" musikant ved navnet Bryan spiller "Hotel California" men hedder nok i virkeligheden Lars Kofoed og vil hellere trykke den af med grunge musik, men noget skal man levere til de mange turister, der er dukket op for at nyde de lune sommeraftener. En par borde er besat med børnefamilier, nogle er bedsteforældre, andre er nok børnebørn og udenfor hænger en horde af unge fyre, der står med hånden i den ene lomme og den anden hånd om en bajer mens de grynter på skift efter hvert slag med med hammeren, der skal slå 12 tommers søm ned i huggeblokken -taberen gir en omgang men kun til vinderen. Lokale piger bænket om bordene. Alle håbefulde på en ny fyr, måske en tysk turistgruppe eller en lokal fyr finder dem gamle og attraktive nok til at forlade mandegruppen til fordel for en sludder om vejr og vind. Andre spiller dart eller rafler og varmen der har været ved at slå alle mand omkuld er nu vendt til en kølig brise om de unge bare pigeskuldre. Det er ved at være for koldt til soltoppe her før midnat i gårdhaven udendørs leben.
Jeg kigger forgæves efter nogle match til mig og min kammerat. Umuligt. Der med god vilje og virkelig anstrengelse tale om 1-3 måske okay hvis man er fuld og desperat nok. Ingen til min kammerat. Konklusion:
Alle potentielle emner er giftet forlængst ind i cykel-ferie-familien og resten af de unge ledige er så unge, at de stadig må forblive på øen (gymnasie og handelsskole alderen). Resten er nok flyttet til fastlandet eller hovedstaden. Skal man prøve bartenderene så? Ærlig talt, tanken om at de hver dag og hver sæson møder nye gæster og turister og man, som de lokale, ikke ved, hvem der er Don Juan og hvem der er reel nok, gør at jeg ikke gør et forsøg overhovedet. Jamen så musikeren? Suk. Jeg må tænke ned i alder og så bliver det pinligt, selvom nogle af de lokale fyre har nogle ordentlig brede skuldre. Det er nok alt det fiskeri ude i havet....
Måske kan skulle prøve en af de tavse tyske biker-typer..... Second thought: Aigh. Det bliver akavet og ikke spor romantisk selvom sceneriet er lige til det.
Vi drak i stedet og drømte os tilbage til den tid, hvor man uforfærdede kastede sig ind flirt og small talk med gud og hver mand.
ps. Jeg har for tiden mange drømme om mænd fra fortid og mænd uden ansigt, har jeg været single for længe... July 01 Back track 28. juni 2005Min skøre ven A insisterede på at komme til København på smuttur under forudsætning af, at der ville være fest med de skøre Dänen (han arbejder med danske fulde turister). Jeg havde et hyr med at finde ud af flere ting.
a) ønskede jeg at fejre fødselsdag?
b) var der de mennesker tilstede på sidst udkald forespørgsel om hvor de var på min fødedag?
c) havde jeg overskud til at lave mad til så mange
d) jeg har fået bekræftet at jeg fortsat på være sygemeldt før jeg kan færdiggøre studie
e) var mit humør til det, efter et meget oprørt møde med biologiske far til E i statsamtet
f) skulle jeg holde den aligvelle, når A nok ikke kunne komme afsted fra Berlin men først om et 1/2 år
g) hvem skal man sammensætte af gæster i sidste øjeblik, når punkt a-g var uafklaret
h) hvordan vil min aften alene når E sover føles, hvis jeg aflyser?
Jeg besluttede at aflyse, mit humør var helt nede i kulkælderen, eller rettere sagt rodede jeg rundt i kloaksystemet og ledte efter en vej ud af afløbet ud til havet.
Så baksede en god ven fra studiet et initiativ igang, som jeg overhovedet ikke besad, som vanligt. Og med denne åbning, en smuk buket blomster, dukkede den næste veninde op jeg ikke regnede med ville overhovedet, og da hun var gået igen (skulle på en date) kom der flere på slump. Da grillkullet begyndte at gløde hvidt, kom de søde naboer og vi fyrede op i pejsen i gårdhavens lune favn og drak øl fra den lokale kiosk og spiste present-chokolade af guldæsker.
Jeg har nu fem smukke bukketter blomster, gode venner, tømrermænd og ikke mindst en rigtig dejlig og afslappet fødselsdags-aften at tænke tilbage på.
-og E gav mig den nyeste gave: At forlade den sidste bastion af overmagt, ved at kravle op af sin tremmeseng selv og stille sig ud på køkkengulvet og råbe M*O*A*RR ud af de åbne køkkenvinduer ud til mor, der holder fest i gården.
Livet er godt, når man mindst venter det.
June 02 Hvorfor jeg slettede min første blogs....og NytænkningJeg har besluttet at skrive lidt igen. Sidst skrev jeg (alt for meget) om de frustrationer og forargelser jeg havde om mænds færden og brug af internettet. Jeg ved godt, at mediet blot er et redskab og at det ikke burde forbavse nogen, hvor let det er at behandle andre kvinder på nettet, som objekter for ens egen lyst og velbefindenhed. Det ærgrer mig stadig, at der ikke findes kvindelige sites og sites kreeret af kvinder for kvinder om måden, hvorpå vi kan forholde os til fx datingprofiler, der i cyberspace kan synes reelle og fornuftige, men IRL kan virkeligheden kan benyttet profilers anonymitet til at køre dobbeltløb. Jeg besluttede at slette mine sure opstød. Også kommentarer til de sites, der rater professionelle escortpiger, som var det film de overvejede om de ville ofre deres kroner på. Og min indignation over, at mænd frejdigt udveksler tips om hvordan man scorer nemme thailanske og philipinske piger og hvilke fordele og ulemper der er knyttet hertil. Jeg vil bestræbe mig på, ikke at give de negative udladninger og meninger jeg har om sådanne for meget opmærksomhed og istedet fokusere på noget positivt. Og hvad skal man så offentligt lufte sine meninger om? Det er nok ikke så interessant at beskrive det, man kan finde meninger om andetsteds. Politik og nyheder kan heller ikke få mig op af stolene, idet jeg alligvel ikke overraskes over at magtspil findes og måderne hertil er ugennemskuelige og raffinerede. Det er blot et spørgsmål om, i denne tid, hvornår og hvordan sandheden kommer frem. Jeg er for lad for tiden. Har altid været frontløber og tordenskjolds soldater for at hjælpe og være aktiv med at give en hånd med til allle mulige behov, når ingen andre trådte til. Jeg er stolt af mig selv. -I stedet for at være med til at gøre rent i min ejerforening, har jeg valgt at betale mig fra det. -I stedet for at melde mig ind i den selvejende vuggestue-bestyrelse, har jeg valgt at gå med for nysgerrighedens skyld og tilbyde mig som sparringspartner på en kommende debat om hvordan man sikrer børnenes hverdag og trivsel (eg har antydet, at vuggestuens klienter dybest set ikke er børnene som sådan, men os voksne forældre, der ønsker at holde tråd i om vores børn bliver tilbudt værdier og normer, der harmonerer med vores forståelse heraf. Man må håbe at samarbejdet med de ansatte også forstår dette forældrebehov men at børnene summa summarum oplever resultaterne af en fælles forståelse af, hvad der er godt for at vuggestuen skal fungere så børnen trives. Det er svært at være mange om at bestemme....) -I stedet for at ringe pligtskyldigt tilbage til indkomne ubesvarede opkald eller tage uønskede samtaler, har jeg besluttet at ringe, når jeg finder lysten og overskuddet. Det kan tage tid. Tidligere havde jeg telefonregninger på op mod 1300,- pr måned. Min sidste regning lød på 120,- på fastnetforbrug og vel 400,- på mobil. -I stedet for at arrangere en masse socialt, lave mad og invitere venner hjem til spisning ifm at gå ud i byen, har jeg valgt at mødes ude og flere gange slet ikke gå ud, men holde mig hjemme. Tidligere, før jeg blev mor, var min kat meget alene hjemme om aftenen. -I stedet for at skrive lange svarbreve tilbage til datingprofiler, der alle lige vil chatte, mødes og skrive (men kun kort) har jeg valgt at besvare dem jeg har overskud til og kun skrive lige så lidt tilbage som de selv har givet, for ikke at blive suget for tid og energi af måske seriøse. -I stedet for bande over at mit lille studenterhjem ikke ligner en kommende akademikerbolig har jeg valgt at acceptere, at sådan må der se ud sålænge jeg skal prioritere min husholdningstid vs min egentid. Man kan godt drukne i at opretholde pænhed og orden for virke accepteret nok. - I stedet for at spørge til hvordan andre har det, prøver jeg at være tilfreds med at jeg er den, der fylder samtalen med alle mine små kværnende energiske tanker eller sørgmodige syn på tilværelsen. - I stedet for at give andre skylden for at jeg ikke er der, hvor jeg troede jeg skulle være idag, har jeg måtte erkende, at jeg må opsøge det sted, hvor jeg reflekterer bedst over, hvad der skal til for at det ændres, nemlig i meditationen. - I stedet for at ikke købe ordentlige grøntsager, fordi biksen ved siden af har for ringe udvalg, så at tilrettelægge købet når jeg alligevel skal forbi fx Istedgade. - I stedet for at gå på kompromis mht dating-muligheder pga pres om at man skal beslutte sig hurtigst muligt, har jeg valgt at bruge tid nok på at læse profiler og lade tiden se og det kræver ja et længere abonnement. - I stedet for at håbe at få hjælp med pasning/aflastning af mit barn jeg har størstedelen af tid, så opsøge kommunalt hjælp så jeg ikke skal bruge så megen organisering på at komme ud til sociale begivenheder. Alt i alt kræver den tid, som et barn giver tilovers, at man nøje tænker over hvad man ønsker at være, bruge sin tid på og med hvem og i hvilke rammer. Hurra. Det ønske har jeg søgt svar på længe med har altid haft for travlt med bijob, frivilligt arbejde, bestyrelsesarbejde, foreningsarbejde, studie, familie og ikke mindst venskabskredse.
|
|
|
+Miss+Lee+Mee+Ja%3a+Egne+tanker%2c+%c3%a6rlig+talt&referrer=){kind=small}
